Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Ny nabo – eller ej


Ny nabo – eller ej

Hold da op det er længe siden, jeg sidst har skrevet artikler til bloggen. De seneste måneder er fløjet af sted, og vi har haft travlt med en masse ting, og der er selvfølgelig sket meget forskelligt. Vi var en tur i Danmark, og på en lille ferie i Alsace i maj. En stor del af vores tid er selvfølgelig gået med etablering og opstart af vores lille virksomhed, hvor vi har haft både vores egne Wine & Dine events og en del vidt forskellige Catering, Private Dining opgaver og øvrige events.  Her hen over den meget varme sommer har vi haft besøg af flere af vores danske venner. Fra Danmark. Og vi har selv besøgt nogle, der har været på ferie ikke langt her fra. Men nu er det vist på tide, jeg kommer i gang med at fortælle lidt om, hvad der ellers er sket og sker i forhold til ”Vores liv i Provence”.

Vi har fået ny nabo. Eller… Det har vi ikke sådan rigtigt endnu. Men vi regner med, at det sker på et tidspunkt, selv om det har vist sig at have noget længere udsigter, end vi havde troet i første omgang. Inde ved siden af er der et meget lille hus på mellem 30 og 40 m2, som blev sat til salg sidste efterår.

Her nede står der À Vendre (Til salg) på den ene side af skiltet og Vendu (Solgt) på den anden side. Og en sen aften, vi kom hjem helt tilbage i starten af februar, opdagede jeg, at skiltet var vendt. Huset var altså solgt. Det var vi glade for, for der var ingen, der i den tid vi har haft vores hus, har gjort noget som helst i den lille have foran huset. Så vi begyndte at glæde os til, at der kunne blive ryddet lidt op i det vildnis. Men vi vidste jo også godt, at der ville gå en rum tid, inden der skete mere. For i Frankrig foregår hushandler noget anderledes end i Danmark. Der går minimum 2 måneder fra et hus er solgt til køber kan overtage, så i starten af april begyndte der at ske noget inde ved siden af, for nu var handelen tilsyneladende endelig.

Her ses lidt af den meget forsømte have. Vi har med jævne mellemrum klippet det af nerien, som vokser ind til os

Her ses lidt af den meget forsømte have. Vi har med jævne mellemrum klippet det af nerien, som igen og igen vokser ind til os

Det viste sig at være en ung pige i tyverne, der havde købt boligen, og vi hilste på hende en af de allerførste gange, hun var her. Vi fik et rigtig godt indtryk af en sød, venlig og imødekommende pige med godt styr på sit liv og af god familie. Kort efter begyndte en lind strøm af forskellige mennesker at have sin gang i huset. De har løst hver deres opgaver for at få den lille bolig gjort indflytningsklar. Vi har ikke indtryk af, at det har været købte og betalte håndværkere, men snarere venner og familie, der har haft forskellige brugbare evner og kompetencer.

Den første, der havde sin tilbagevendende gang her, var en mand, der kørte på knallert, og som tydeligvist vidste noget om smedejern. For der blev sat diverse forskellige smedejerns gelændere op og en ny hjemmegjort smedejernsport blev også sat i. Vi havde indtryk af, at han også havde indendørs opgaver, så mon ikke der er tilføjet nogle smedejerns detaljer inde i selve boligen også. På et tidspunkt holdt den knallertkørende mand dog op med at komme, så vi gættede på, at behovet for hans kompetencefelt var udtømt.

Her er et udsnit af de mange nye smedejerns gelændere

Her er et udsnit af de mange nye smedejerns gelændere. Og i baggrunden en ny låge mellem to terrasse afsnit. Og et gelænder ned langs trappen

Mere rækværk og lidt af den nye port ind til matriklen

Mere rækværk og lidt af den nye port ind til matriklen

Der var også en mand med halvlangt mørkt hår, som ofte kom forbi. Nogle gange var han inde i huset et stykke tid, hvor han formentlig har løst opgaver, som har matchet hans færdigheder. Andre gange virkede det mere som om han bare var på en form for inspektion over arbejdets generelle fremdrift. Vi så også nogle gange en kvinde. Hun havde som regel en hund med, og en af gangene var hun iført noget, der kunne være malerbukser, så hun måtte have kompetencer inden for det felt. Og det var tydeligt, at der faktisk blev malet der inde, for vi snakkede kort med vores nye nabo – den unge pige, som vi faktisk ikke kender navnet på endnu, og som vi ind til videre bare kalder ”vores nye nabo” – og hun havde hvide malerpletter i håret og på tøjet.  Carsten udnævnte kvinden hhv. manden til at være mor og far til vores nye nabo. Vi snakkede om, at når vi kom tilbage fra vores ferie i Danmark i begyndelsen af maj, ville hun sikkert være flyttet ind – vores nye nabo. Men det viste sig, at der var de ikke færdige – den næsten daglige tilstrømning af en lang række forskelige mennesker med hver deres gøremål fortsatte. Der blev slebet, skåret, savet, hamret, banket, skramlet, brudt ned, bygget op og så det hele forfra igen. Vi begyndte at undre os lidt over, hvordan man kunne bruge så meget tid og gøre så mange ting i så lille en bolig. Altså selv om man fjernede alt undtagen ydermurene og byggede op på ny helt fra bunden – hvor lang tid vil man så kunne bruge på det? For de var heller ikke færdige da vi gik fra maj til juni, eller da juni blev til juli.

Men faderen med det halvlange hår, kom jævnligt og hjalp til og inspicerede, så vi måtte jo gå ud fra, at det gik som det skulle. Og hver gang hilste han pænt på os. Rar mand, sød far – jo hun er bestemt af god familie. En dag kom der en ny mand, vi ikke tidligere havde bemærket. Han havde nogle ting med i sin bil, som blev læsset af, og så blev bilen til gengæld fyldt op med en masse affald, som han åbenbart havde særlige evner til at køre væk. Da han havde sat sig ind i bilen og var klar til at køre, overhørte jeg, at ”vores nye nabo” kaldte på ham: ”Papa”. Nå for den da. Vi havde åbenbart udråbt en forkert mand til at være hendes far. Vi satser dog stadig på, at kvinden med hunden og de lejlighedsvise malerbukser, er hendes mor, for vi har set hende køre i den samme bil som Papa. Og ilutionen om, at hun er ud af en god familie, er stadig intakt.

På et tidspunkt ret tidligt i forløbet begyndte Patrice at have sin næsten daglige gang i det lille hus. Ja i starten vidste vi ikke, han hed Patrice, og egentlig er det jo også lidt specielt, at vi kender navnet på ham, når vi ikke ved hvad ”vores nye nabo” hedder. Og vi kender heller ikke deres indbyrdes relation. Er han en kammerat? Bror? Eller er han i virkeligheden hendes kæreste, så han også bliver vores nabo? Han er i hvert fald yderst stabil, og vi tror at han mere er generalist end specialist, for han løser tilsyneladende mange vidt forskellige opgaver. En dag sad vi på vores terrasse og spiste frokost. Og så kom Patrice kørende i sin gamle, bulede, grå Renault Clio – en noget ældre model end vores. Han lagde an til – som han så ofte før havde gjort – at ville parkere lige foran vores bil, der holder ude på vejen foran vores hus. Pludselig kunne vi høre en rigtig træls lyd – svær at beskrive ud over træls. Han holdt stille og ville så bakke tilbage. Der var den igen, den trælse lyd.

Vi kiggede på hinanden. ”Jeg tror da lige han kørte ind i vores bil”, sagde jeg til Carsten. Der sad vi på forreste parket som vidner til, at vores bil blev angrebet af en ældre model. Han holdt stille og steg ud af bilen. Han kløede sig i håret og så temmelig brødebetynget ud, og forståeligt nok. For det var nærmest uforklarligt, hvordan han var kommet af sted med at skråne ind og ramme vores forskærm med sin egen bagskærm. Det skal dog siges, at franskmændene pr. definition ikke kan køre bil. Vi har hørt, at det er en såkaldt “erfaren” bilist, der lærer dem det, og så har de ganske få køretimer og selve køre prøven ved en autoriseret kørerlærer. Men er der noget, de er formidable til, så er det parallel parkeringer. Ja der er undtagelser – bl.a. vores nabo til den anden side (det kan ikke beskrives, det skal høres) – men de fleste kan bare det der.

Nå men den unge mand, der jo altså skulle vise sig at hedde Patrice, slog lidt ubehjælpsom ud med armene – han havde slet ikke set vores bil, forklarede han. Og det kunne han ikke have undgået, hvis han havde kigget bare en lille smule ud af sin forrude.  Men skyldsspørgsmålet skulle vi heldigvis ikke diskutere, og vi fik da også skaden udbedret uden nogen form for bøvl, og det var selvfølgelig i den forbindelse, vi lærte hans navn at kende. Men det er da altid forbundet med en vis nervøsitet, når han ankommer og lægger an til at parkere sit nu endnu mere bulede køretøj foran vores. Men mon ikke han også selv er mere opmærksom.

Her ses Patrice's bil. Han havde ikke behov for at få sin egen skade udbedret - det var blot en mere til samlingen

Her ses Patrice’s bil. Han havde ikke behov for at få sin egen skade udbedret – det var blot en mere til samlingen

Vi er nu i sidste halvdel af august – altså snart 5 måneder siden, at klargøringen af det maksimalt 40 m2 nabohus begyndte – og man er stadig ikke nået til indflytningen. I hele perioden har der været arbejdet på højtryk, og vi er meget spændte på resultatet. Vi tænker på, om der er udgravet kælder – ikke kun under det lille hus, men også ind under alle vi andres huse. Jeg kan se for mig den skønneste hvælvede kælder med stenvægge og lofter, runde borde med hvide duge og 5-armede lysestager og stabler af dyre vine langs væggene. En kæmpe kælder, hvor man kan holde de skønneste fester, middage, vinsmagninger og en masse andre spændende ting. Ja fantasien kan godt en gang imellem løbe lidt af med en i varmen, men vi kan simpelthen ikke begribe, hvordan man kan bruge så lang tid på at istandsætte så minimal en bolig. Og så er de faktisk ikke nået til det uden for huset endnu – det minder stadig om en urskov. Men vi håber, der er en person med grønne fingre i omgangskredsen, så der vil blive gået til den med samme iver som inden døre, når de når der til. Ellers vil alle de udendørs smedejerns kreationer jo heller ikke komme ordentlig til sin ret. Og så insisterer vi på en rundvisning, når – eller hvis – ”vores nye nabo” – eventuelt sammen med Patrice – på et tidspunkt føler sig klar til at flytte ind.

Der er ingen tvivl om, at ham smedejernseksperten kan sit kram, for der er masser af krummelurer. Men de blegner lidt i det vildnis, de er omgivet af. Men godt at vide, hvor vi kan finde en sådan ekspert, hvis vi på et tidspunkt for brug for de kompetencer

Der er ingen tvivl om, at ham smedejernseksperten kan sit kram, for der er masser af krummelurer. Men de blegner lidt i det vildnis, de er omgivet af. Dog godt at vide, hvor vi kan finde en sådan ekspert, hvis vi på et tidspunkt for brug for de kompetencer

5 tanker om “Ny nabo – eller ej”
  1. Jannie 18. august 2017 on 19:44 Svar

    Lyder ret spændende???
    Spændt på fortsættelsen ?

    • hh 18. august 2017 on 21:16 Svar

      Håber på føljeton, så spændende… case til en ny Provence bog…. altså, som Kilden….
      Det er specielt i Provence ?♥️? Men selvlflg også derfor, at vi holder af det ????

  2. Monica 18. august 2017 on 21:17 Svar

    Spännande att läsa som vanligt. Efter alla år här tycker vi inte det är så konstigt att det tar tid för er unga nabo – granne – att flytta in. I synnerhet inte om det har renoverats. I vårt område är det likadant, man ser äntligen en skylt Vendu och tror att det snart ska flyttas in. Ibland tar det flera månader efter de fått nyckeln och man förstår inte alls varför det dröjer så långe. Ibland kanske de ska sälja eget hus eller lägenhet först vilket ju tar evigheter härnere?

    Hur har det gått med nyckelmannen och dörrlåset?

    Ps. Det med att fransmännen inte kan köra bil stämmer inte riktigt. Det tar oerhört lång tid och otroligt många dyra körtimmar och ibland många uppkörningar och många nya timmar igen. Plus mycket svår teori. Det är därför vi hela tiden tänker på att inte köra så att man förlorarkörkortet här och tvingas ta nytt. En verklig fasa!

  3. Karen Jacobsen 19. august 2017 on 1:28 Svar

    Spændende. Glæder mig til at høre slutningen. Dejligt at I har det godt ?

  4. Mouritz 23. oktober 2018 on 14:08 Svar

    Hør nu her søde Anita – Er der ikke gået en lovlig lang tid siden vi har læst om dit liv sydpå ? – Det har ellers altid været interessant og sjovt at følge dine vel-skrevne rapporter om dit dagligliv (samt de flotte fotos) – Vi håber da at inspirationen og forfatter-talentet stadig er i behold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<