Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Bøvl i bølger


Bøvl i bølger

Vi kan ikke komme uden om, at vi af og til oplever mange besværligheder med de franskmænd. Det er som om det kommer i bølger, og den seneste tid har vi været inde i en større stime. Det er både myndigheder, revisor, forretningsforbindelser, men så sandelig også helt almindelige folk, fx håndværkere. OK nogen vil nok hævde at franske håndværkere ikke går ind under betegnelsen helt almindelige folk. For der florerer godt nok mange historier om, hvor svære de er dels at hyre, og derefter at styre. Simpelthen at få til at komme og udføre opgaven. Eller måske i særdeleshed at gøre en påbegyndt opgave færdig. Det er der i bogstavelig forstand skrevet bøger om.

En gang sidst på efteråret kunne vi pludselig høre, at vores varmt-vands beholder havde tilegnet sig en ny lyd – en alarmerende bankelyd. Vi tænkte, at det nok skulle opfattes som en slags alarmklokke, så vi gjorde som vi plejer: Ringede til ejendomsmægleren. For vi havde ingen idé om, hvilken type håndværker vi skulle have fat på, idet det er en vandvarmer på gas. Ud over at sørge for varmt vand, havde denne anordning også til opgave at forsyne os med varme i vores køkken via en radiator. Der skete en del forviklinger og misforståelser, så det var først i starten af januar, det lykkedes at få besøg af gasmanden og få dommen. Og bankelydene var ikke blevet mindre i perioden – tvært imod. Det var et meget meget ungt menneske, der ringede på – nærmest kun en dreng – som var yderst høflig. Han kom indenfor og kiggede på apparatet. Vi fik en fornemmelse af, at det ikke var helt godt. Vi skulle vist overveje at få krabaten skiftet inden alt for længe. Så vidt vi lige forstod på den unge mand.

Efter et par uger kom den ”rigtige” gasmand for at lave et såkaldt ”Devis” – altså et skriftligt tilbud på en udskiftning af denne varmeforsyner. Han viste sig at være en meget sød, frisk, smilende mand med humor, og han gjorde sig umage med at forsøge at forklare os om de forskellige mærker, vi kunne vælge imellem. Romain hed han. Idet der kun var en enkelt radiator koblet på varmefidusen – de øvrige radiatorer er erstattet af Aircondition, der køler om sommeren og varmer om vinteren – foreslog Romain, at vi udskiftede vores radiator til en el radiator, og så fik en ny varmeanordning, der kun skulle sørge for varmt vand. Vi spurgte ham, hvor lang tid, der ville gå fra vi afgav vores bestilling, til han kunne montere det nye apparat, og han svarede en uge. Ud over bankelyden, var der ikke problemer hverken med varmt vand eller varme på radiatoren i køkkenet, så vi tænkte, at vi da godt lige kunne vente lidt med at få det ordnet. Det var trods alt en udgift, vi ikke havde kalkuleret med.

Der gik nu ikke særlig mange uger, inden problemerne så småt begyndte at vise sig. Temperaturen på køkkenradiatoren begyndte at falde, og trykket på det varme vand blev svagere og svagere. Det at gå i bad om morgenen, blev en temmelig langvarig proces, idet bare det at blive våd tog lang tid. Jeg blev pludselig rigtig glad for, at jeg aldrig havde fået det lange, flotte, kraftige, blonde hår, jeg så brændende havde ønsket mig som barn. Og når vi så kom ned i underetagen efter dette sløje bad om morgenen, var der kun omkring 17-18 grader, for radiatoren i køkkenet bidrog ikke, og samtidig var det lige som om, at A/C varmeapparatet i stuen heller ikke rigtig fungerede. Jeg spurgte flere gange Carsten, om han var sikker på, at den var indstillet rigtigt, for jeg synes næsten, at den nærmere kølede end varmede. Men han forsikrede om, at den stod rigtigt.

Nå men der var vist ingen vej uden om – vi måtte have tingene fikset. Så vi skulle også have fundet en elektriker. Nogle danskere, der har hus her nede anbefalede en elektriker. Roland hed han. Romain og Roland – det lød jo næsten som Dupond og Dupont. Skulle vi være bekymrede? Roland kom og udarbejdede devis på sin del af entreprisen, og han skulle faktisk vise sig at være et temmeligt atypisk eksempel på en fransk håndværker. Han kunne i øvrigt fortælle os, at vores A/C anlæg ikke virkede, som det skulle, så vi fik et telefon nummer på en tredje mand, der skulle kunne ordne det.

Når man som os ikke er helt stærk i de franske gloser, så foretrækker vi at kommunikere på skrift via mail frem for telefon. Så kan vi nemlig stille og roligt få formuleret det vi vil. Og svaret kan vi også stille og roligt få oversat, så vi forstår det. Når vi bruger telefonen, laver vi en slags manuskript, som vi følger. Men problemet er, at det er sjældent, at ham eller hende der er i den anden ende også følger vores manuskript. De siger et eller andet meget hurtig, og i samme øjeblik bliver forbindelsen som regel rigtig dårlig. Omvendt er problemet med mail metoden, at alt det der med internet og mail ikke helt er slået igennem her nede. Så vi sendte adskillige mails til Romain om, at nu ville vi gerne have vores projekt gennemført. Og vi hørte intet retur. Så den ene dag gik efter den anden, uden at vi fik fat i ham. Og det betød jo, at den uge, vi havde kalkuleret med begyndte at smuldre. Samtidig blev trykket på det varme vand fortsat svagere og svagere, og radiatoren forblev kold. Sideløbende med det forsøgte vi at få fat på ham, der skulle se på vores A/C. Og det med samme resultat – ingen reaktion på adskillige telefonbeskeder.

Nå, men vi måtte jo så ringe til Romain. Jeg må erkende, at Carsten har overhalet mig i forhold til både at forstå og formulere sig på fransk, så det var ham, der fik opgaven. Jo han havde da set vores mails, og han havde bestilt vores vandvarmer. Han var sikker på, at han ville modtage den inden for et par dage. Vi åndede lettet op. Så var der jo styr på tingene. De aftalte, at han skulle ringe så snart han havde modtaget apparatet. Der gik det meste af en uge yderligere, og vi havde stadig intet hørt. Vi kontaktede ham igen, og hældte så meget mere vand ud af ørerne, end der kom ud af vores bruser og haner. Nej han havde desværre stadig ikke modtaget den, men han forbarmede sig og tilbød, at han da lige kunne kigge forbi, og se, om han kunne gøre noget ved vores problemer. Altså bare midlertidigt ind til vi kunne få tingene skiftet. Jo tak, det ville vi da gerne. Det viste sig, at han ikke kunne forbedre trykket på vandet før vi fik den nye vandvarmer, men radiatoren fik han da til at virke. Og jeg vil gætte på, at den så virkede i omkring 6 timer, og det nød vi da virkelig. Hvornår han så troede, at den der vandvarmer ville komme. Vi tror, han forklarede, at den var i restordre eller noget i den retning. Åh nej! ”Normalement”, sagde han, ville han modtage den inden for en uge. Og man skal altid være på vagt, når en franskmand i almindelighed og en håndværker i særdeleshed bruger udtrykket ”normalement”. For ”normalement” eksisterer sjældent i virkeligheden. Og samtidig er det en slags carte blanche for ham der bruger udtrykket til at have fralagt sig ethvert ansvar for det videre forløb.

Nå men efter yderligere ventetid i ”passende mængder” lykkedes det endelig. Romain kom sammen med sin meget unge medarbejder eller lærling og fik udskiftet vandvarmeren. Og Roland, der som sagt viste sig at være temmelig atypisk, kom allerede dagen efter og monterede radiatoren. Han havde hele vejen igennem svaret meget hurtigt på vores mails – både i forhold til hvilken radiator, vi ville vælge og efterfølgende om at få aftalt tidspunkt for monteringen. Derudover kunne han faktisk tale engelsk, så når det blev for kompliceret at kommunikere på fransk, havde vi muligheden for at slå over i engelsk. Og han udførte sin del af arbejdet yderst kompetent og ryddede op og gjorde rent efter sig. Det lykkedes også endelig at få fat på A/C manden, og det viste sig, at en aircondition jævnligt skal renses, og det er i hvert fald ikke sket, i de godt og vel 3 år, vi har haft huset. Faktisk var det et held, at den ikke var brændt af, sagde han, men den blev renset og virker nu perfekt. Og han viste os, hvordan vi selv gør det frem over. Efter at alle vores varmekilder nu virker, er det blevet sommervejr med lune aftner og nætter, så vi har slukket for det hele, men nyder selvfølgelig i høj grad varmt vand med tryk på. Faktisk meget tryk på.

Romain er i gang med at afmontere den gamle varmer, mens "le jeune" ser på

Romain er i gang med at afmontere den gamle varmer, mens “le jeune” ser på

Der skrues og regeres

Der skrues og regeres

Så skal systemet lige tømmes for vand inden montering af ny vandvarmer

Så skal systemet lige tømmes for vand inden montering af ny vandvarmer

Og den nye er nu monteret. Den er mindre end den gamle, så køkkenet skal også lige males, men det behøver vi heldigvis ikke at hyre en ekstern maler til

Og den nye er nu monteret. Den er mindre end den gamle, så køkkenet skal også lige males, men det behøver vi heldigvis ikke at hyre en ekstern maler til

Den gamle radiator er afmonteret

Den gamle radiator er afmonteret

Roland er i gang med at montere ny radiator

Roland gør klar til at montere ny radiator

Og wupti så er den monteret og alt fungerer heldigvis, som det skal

Og wupti så er den monteret og alt fungerer heldigvis, som det skal. Herefter sørgede Roland selv for at rydde pænt op efter sig

”Summen af alle ens laster er konstant”, hedder det sig. Her nede tror jeg det hedder, at summen af alle problemer er konstant. For efter vi fik løst alle problemerne med vand og varme, knækkede en dims i vores skydedør ud mod sydsiden af huset, så døren ikke kunne låses. Carsten fandt dog ud af, at han meget forsigtigt kunne proppe dimsen på plads og lige så forsigtigt låse. Det er foregået på den måde, at han har placeret dimsen, lukket døren, låst den og tjekket efter. Nå øv den var så ikke låst, så han har åbnet igen og så faldt dimsen ud på ny. Forfra igen. Denne øvelse har så skullet foretages et sted mellem 4 og 9 gange, inden døren har været låst, og vi har kunnet forlade huset. Så vi skulle selvfølgelig have fat på en låsesmed. Og de hænger åbenbart ikke lige på træerne, men en dag så vi en bil, hvor det forløsende ord stod på siden: ”Serrurerie”, der er det franske ord for låsesmed. Så vi (læs Carsten) ringende, og aftalte, at han skulle komme forbi for at se på sagen. Fredag efter kl. 17. Det vil i praksis sige mellem 18 og 19.

Helt tilfældigt så vi denne bil og ringede til nummeret for at få løst problemet med vores dør, der ikke kunne låses

Helt tilfældigt så vi denne bil og ringede til nummeret for at få løst problemet med vores dør, der ikke kunne låses

Han kom og kiggede på det. Han var en lille kort, men meget trind mand med et lunt glimt i øjet. Han var iført et par jeans, der mindede om 70’ernes kassebukser. Jo han skulle nok bestille sådan en ny låsemekanisme. Den kunne han have allerede på mandag, så han kunne komme samme tid – efter kl. 17. Nu han var her, ville vi også gerne have ham til at skifte cylinderen i den anden side af skydedøren, for vi har aldrig kunne låse den dør ude fra, fordi vi ikke har haft en nøgle. Det kunne han også klare. Også til på mandag. Han tog billeder for at få bestilt de rigtige stumper, og skulle så komme om mandagen. ”Á bientôt”. Det blev mandag, og klokken blev 17, 18 og 19, men der kom ingen låsesmed. Han kom så om onsdagen efter 17. Det vil stadig i praksis sige mellem 18 og 19. Vi lod ham få arbejdsro og gik i gang med at forberede aftensmaden. Han startede i den side, hvor cylinderen skulle skiftes. Det gik forbløffende hurtigt. Vi var glade. Han er jo snart ude af klappen igen. Men det at skifte dimsen i den anden side, voldte nok lidt mere problemer. Det tog i hvert fald længere tid.

”Det er aldrig et godt tegn, når håndværkere begynder at snakke med sig selv”, sagde Carsten til mig på et tidspunkt. Han ved det, fordi han selv næsten har en maleruddannelse. ”Gør han da det?”, spurgte jeg. ”Yep”. Jeg satte mig ind i stuen og gjorde som om jeg var ved at undersøge noget på iPad’en. Og så hørte jeg ret hurtigt, at han ganske rigtigt snakkede med sig selv. ”C’est pas bon, c’est pas bon, c’est pas bon”, hørte jeg ham sige (det er ikke godt x 3). Jeg gjorde som om, jeg var meget optaget af mine undersøgelser. På et tidspunkt ringede hans telefon. Han besvarede den, og snakkede en tid med en – måske hans chef. Der var åbenbart et eller andet problem. Da han afsluttede samtalen, sagde han stille til sig selv: ”J’ai une autre problème ici” (jeg har et andet problem her). Man ved ligesom godt, hvad klokken så har slået, ikke sandt? Og kort efter henvendte han sig da også til mig: ”Madame”. Carsten kom til – vi måtte jo hellere begge to høre om problemet. Det viste sig så, at det var lykkedes ham at få anskaffet de forkerte stumper. I 2 ud af 2 mulige tilfælde. Og det til trods for at han havde taget billeder. Han havde fået bestilt en rund cylinder, den skulle have været elipseformet. Og det andet, han havde medbragt, var metalfarvet, men skulle have været brunt. Og han havde skilt det hele ad, inden han tilsyneladende kunne se, at der var noget galt, så delene ligger pænt på et lille bord i stuen. Så der er ingen ”indmad” i låsen i døren, hvilket jo betyder, at vi ikke kan låse den. Han sagde et eller andet, jeg ikke forstod, men hvor ordet ”madame” igen indgik. Vi tror han konstaterede, at ”madame” ikke var helt tilfreds med situationen. Han så ud som om, han syntes det var komisk, men undlod dog klogelig at bryde ud i et stort grin.

Han forsikrede os for, at vi kun skulle leve med den meget midlertidige løsning en enkelt aften, for i morgen ville han komme med de rigtige dele og få det monteret. Jeg spurgte, hvornår i morgen, han ville komme. Samme tid, efter kl. 17, hvilket jo i praksis vil sige mellem 18 og 19 (vi er vist en kunde, der skal serviceres efter almindelig fyraften, hvad end vi så deraf kan tolke). I morgen var i går, og vi så intet til vores låsesmed. Og vi hørte heller ikke fra ham. Så vi var spændte på, om han så dukkede op den følgende dag. Efter kl. 17, hvilket i praks… Det gjorde han ikke!

Hvis man bliver vred på en franskmand, skal man skjule det, ind til der ikke længere kan være konsekvenser ved at vise det. For de er ofte fuldstændig kolde over for fx at miste en forretning, hvis de føler sig forulempet. Og mange af dem er ikke modtagelig over for det faktum, at de kan lave fejl. Så jeg må se, om jeg kan spille spillet som den ydmyge, venlige, forventningsfulde, taknemmelige kunde, når – eller hvis – den (SKIDE KLOVN AF EN TYK!!!) låsesmed (I SINE HÅBLØSE KASSEBUKSER!!!) dukker op. Og så først når det hele er monteret, og han beder om sin betaling, vil jeg være meget tydelig omkring, at madame ikke er imponeret over forløbet, og at madame selv har en holdning til, hvad prisen for dette skal være.

3 tanker om “Bøvl i bølger”
  1. Kirsti 15. april 2017 on 10:55 Svar

    Akkja… Litt sånn Peter Mayle omigjen. Det gjelder å være tålmodig og høflig ?Og det tar så LANG tid

  2. Susanne og Lynge 15. april 2017 on 21:08 Svar

    Ha, ha, ha – god historie, og helt “Normalement”. Så er det at man endelig kan glæde sig bare en smule over ikke at bo i Frankrig fast – for ellers melder alle fastboende jo om herligt solskin og middelhavs temperaturer og fantastisk vejr med blå himmel og varme, når det “pisser” ned her i DK og er koldt og der de næste dage meldes slud, sne, frost og blæst.
    Vi slapper af herhjemme – indendøre, og her fungerer varmen – og håndværkerne (til dels!!).
    Håber jeres lille tykke låsesmed dukker op snart.
    Normalement – det skal man bestemt skrive sig bag øret i Frankrig. Herlig læsning – undskyld!!!

  3. Aage Bom 28. april 2017 on 11:07 Svar

    Til Anita.
    Tak for endnu en god beretning om franske håndværkere.
    Vi har selv prøvet skuespillet første gang i 2003 Carces , hvor en fjernsynsreparatør aldrig dukket på inden for 4 uger . I bogen Enkeltbillet Til Sydfrankrig beskriver Erling Christensen lige-
    ledes om håndværkere ; det en meget informativ bog.
    Med venlig hilsen Aage Bom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<