Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Det skal fejres


Det skal fejres

Der sker altid noget her. I Frankrig lader man ikke en anledning passere til at holde et arrangement, en festival eller lignende. Intet er for lille, og der sker noget hele året. Bare her i februar, har der næsten på samme tid været minimum 3 store arrangementer i området, som vi egentlig gerne ville deltage i: Citrus festival i Menton. Karneval i Nice. Og Mimosefestival i Mandelieu. Men man kan jo ikke det hele, og desuden er vi her jo også næste år i februar, så i år valgte vi at tage til Fête du Mimosa i Mandelieu-La Napoule, som er fåregået fra den 15. til den 22. februar. Søndag den 19. var der stort optog, og det var det, vi gerne ville se, så vi tog den efterhånden velkendte tur.

De er bare så fantastisk flotte, mimoserne, når de står i fuldt flor. Desværre er det kortvarigt

De er bare så fantastisk flotte, mimoserne, når de står i fuldt flor. Desværre er det kortvarigt

Vejret var helt fantastisk. Høj solskin, blå himmel og stille vejr. Midt på dagen rundede termometeret 18 grader. Det var meget tydeligt, at jo nærmere vi kom Mandelieu, jo flere mimoser var der i vejkanten. Og de er vildt flotte, når de står i fuldt flor. Der var meget trafik, da vi kom frem, og vi snakkede om, hvor vi mon kunne finde et sted at parkere. ”Jeg har et trick”, sagde Carsten. For nogle år siden holdt vi en uges ferie i byen, så vi kørte ned i det kvarter, hvor den ferielejlighed, vi havde boet i, lå. Og ganske rigtigt – vi fandt en plads tæt på stedet, hvor det hele skulle foregå.

Selve optoget, der startede kl. 14.30, skulle finde sted i området omkring havnen og på den del af kystvejen, der går igennem Mandelieu. Der var en masse boder, hvor handlende solgte alle mulige og umulige forskellige ting. Ost og skinke, grønsager, smykker, tøj, pandekager med Nutella, lavendelposer, blomsterbuketter, churros – en spansk opfindelse bestående af nogle dognut-lignende tingester i aflang udformning. Vi har efterhånden opnået så meget erfaring med den type arrangementer, at vi ved, at hvis vi ønsker at spise frokost på en af de lokale restauranter, skal vi sørge for at få bestilt bord på forhånd. Så vi havde bestilt bord kl. 12 på Les Bartavelles – en god restaurant, der ligger lige over for slottet, og hvor vi har været på et par gange tidligere. De øvrige restauranter, vi passerede på vej der hen, reklamerede alle med, at alt var optaget – ”Complet”. Og mens vi var på ”vores” restaurant kunne vi følge med i, at der var utrolig mange sultne folk, der gik forgæves – som blev afvist med et ”Désolé” (desværre). Og så sad vi der og klogede os på, at de med garanti måtte nøjes med, hvad de kunne finde i de opstillede boder og foodtrucks, og vi bekræftede hinanden i, hvor uerfarne de mennesker dog var, at de ikke havde bestilt bord på forhånd. Dette uden i øvrigt at huske på, at vi har lavet den samme fejl for mindre end et halvt år siden. Men nu sad vi på en fantastisk solbeskinnet plads og nød en dejlig frokost og fulgte nysgerrigt med i alt, hvad der skete omkring os.

En dejlig plads i solen på Les Bartavelles, og god mad på tallerkenen

En dejlig plads i solen på Les Bartavelles, og god mad på tallerkenen og selvfølgelig rosé i glasset

Allerede inden vi var ved at være færdige med frokosten, var der begyndt at strømme rigtig mange mennesker forbi med retning ind mod havneområdet. Vi kunne desuden se en stor lastbil, der i lang tid holdt skråt over for restauranten. Og der kom også en bil med en flok uniformerede politibetjente. Pludselig begyndte lastbilen at lægge an til at ville vende rundt på vejen. Armen, sagde vi til hinanden. Hvad tænker han dog på? Med alle de mennesker? Det kan jo ikke lade sig gøre. Men det viste sig, at han simpelthen var bestilt til at parkere på tværs, så han sammen med en politibil kunne blokere vejen fuldstændigt. Og så stillede politifolkene sig ellers op på fortovet og visiterede alle, inden de blev lukket ind. Da vi selv kom ud fra restauranten, blev vi selvfølgelig også tjekket. En af betjentene stod med et skarpladt maskingevær, og jeg kunne mærke en klump i halsen og en helt særlig trist følelse. Det er dejligt, at der er styr på sikkerheden, og at der bliver passet på folk, men hvor er det dog sørgeligt og tragisk, at det er nødvendigt, når en masse glade mennesker i virkeligheden bare vil fejre forårets komme. Der var generelt et voldsomt opbud af politifolk, og det var som om, alle disse sikkerhedsforanstaltninger bare er blevet en helt naturlig del af det at deltage i den type arrangementer.

Masser af mennesker, der vil opleve optoget

Masser af mennesker, der vil opleve optoget. Her ses lastbilen, der holder på tværs.

Så er vi selv kommet igennem visitationsområdet.

Så er vi selv kommet igennem visitationsområdet. Som det kan ses står en af betjentene klar med et skarpladt våben.

Nå men vi var nu kommet indenfor, og begyndte at slentre ned igennem menneskemængden for at finde en plads, hvor vi kunne se noget. Der var stillet den type jernhegn op langs ruten, som man også bruger på opløbsstrækningerne i Tour de France, og alle pladserne i første parket var besat. Vi fandt et sted, hvor der var en lille forhøjning i forbindelse med et bed med nogle lave buske. Der kunne vi stå lidt højere oppe end dem foran, og dermed kunne vi se i hvert fald noget af det, der skulle ske. Over højtaleren blev byens borgmester annonceret, og han holdt en lille åbningstale, hvorefter selve optoget kunne gå i gang. Det varede et godt stykke tid, inden de nåede over til der, hvor vi stod. Til gengæld var vi tæt på den ene ende af den afspærrede gade, og dermed kunne vi se alle en gang til, da de gik ned i den modsatte side af vejen.

Igen imponeres vi over, hvor meget franskmændene gør ud af det. De første der kom forbi var udklædt i kostumer fra gamle dage. Derudover var der en masse forskellige kunstfærdigt udsmykkede vogne, hvor der stod mænd, kvinder unge piger og børn og kastede mimosegrene ud over publikumsmængden. Og folk kvitterede med at løbe og springe, som gjaldt det liv eller død for at få fat på så mange af disse grene som muligt. Der opstod et par gange lidt diskussion, når to havde fat i den samme gren. Særligt hvis den ene part allerede var godt forsynet med de solgule blomstergrene. Og der blev sendt en del misundelige øjne til dem, der havde indsamlet flest. Nogle havde nok til at danne sit eget mimose gartneri. For dem, der faktisk har oplevet reklamekaravanen ved Tour de France, var der en del fællestræk. Der er folk også nærmest villige til at slå ihjel for at få fat på en lille pose lakrids, en nøglering eller nogle farvestrålende reklamer for et helt særligt kaffemærke.

Her er en af mimosekøretøjerne

Her er en af mimosekøretøjerne, hvor der bliver kastet grene ud til de ivrige tilskuere

En af de andre vogne

En af de andre vogne

Ud over disse pyntede vogne var der piger klædt i hvidt med hvidt pudder i ansigterne, hvide parykker og små hvide parasoller. Og så bevægede de sig hjemmevant på stylter, så de rakte langt op, og enhver kunne se dem. En af pigerne var puttet ind i en plastikbobbel, hvor hun stod og viftede med en vimpel. Da hun kom rundt anden gang, kunne man kun lige ane, at hun stadig var inde i boblen. Den var fuldstændig dugget til, og det så nærmest ud som om, der ikke var meget ilt tilbage til hende. I optoget var der også forskellige dansende grupperinger af letpåklædte piger. Nogen med nogle meget voldsomme fjeragtige hovedbeklædninger i stærke gule og grønne farver, og nogle der mindede om det, der i Danmark kaldes chearleaders. Ja for vi har vel ikke et dansk ord for det? Det har nordmændene til gengæld – altså ikke et dansk ord, men et norsk ord. De hedder simpelthen ”Duskedamer”. Det skal naturligvis udtales på syngene norsk. Vi har advaret nogle af de nordmænd, vi har lært at kende her nede mod at bruge ordet, når de er sammen med danskere, for der vil der vist ofte komme andre associationer.

Her ses de hvide piger

Her ses de hvide piger og boblen, hvor en af pigerne sad med sin vimpel

Her er hun så i sin bobbel, mens der stadig er ilt der inde

Her er hun så i sin bobbel, mens der stadig er ilt der inde

Man må sige, at disse piger har fået fjer i hatten. Derudover har de ikke meget på - godt at solen skinnede

Man må sige, at disse piger har fået fjer i hatten. Derudover har de ikke meget på – godt at solen skinnede

Og her er så nogle eksemplarer af det, der i Norge kaldes for "Duskedamer". De er altså sjove, de nordmænd

Og her er så nogle eksemplarer af det, der i Norge kaldes for “Duskedamer”. De er altså sjove, de nordmænd

Der var mange fantastiske udklædninger i optoget, og flere af dem gik, løb og ligefrem hoppede på stylter. Der var bl.a. hvidklædte feer og nogle rødklædte unge mænd, som nogle af de mindste børn blandt tilskuerne blev bange for. Der var en flok mænd og drenge med nogle specielle blå og hvide flag, som de kastede højt op i luften for så at gribe dem igen. Desuden var der masser af musik. Trommer og blæseinstrumenter, og noget lød næsten som det sambamusik, vi kender fra karnevalstoget i Aalborg. I optoget var der også nogen, der var klædt i folkedragter fra bl.a. Tyskland og Portugal. Det var alt i alt et meget imponerende, festligt, eventyrligt og farvestrålende optog, som bestemt var turen værd.

De hvidklædte feer på stylter. Særligt en af dem, havde et lidt pussigt bevægelsesmønster

De hvidklædte feer på stylter. Særligt en af dem, havde et lidt pussigt bevægelsesmønster

En enlig fe

En enlig fe. I baggrunden på den anden side af vejen ses de røde mænd, der også er på stylter.

Her ses drengene med de blå og hvide flag i baggrunden, mens duskedamerne er i forgrunden

Her ses drengene med de blå og hvide flag i baggrunden, mens duskedamerne er i forgrunden

Da optoget efter godt halvanden time var slut, gik rengøringsholdet i gang, så der igen kunne blive normale tilstande i Mandelieu. Da vi kørte hjem ad kystvejen mod Frejus, var der kilometer efter kilometer lang kø i den modsatte retning. Håber de havde en relativ god tålmodighed, for trafikken holdt så godt som helt stille. I vores retning gik det noget bedre, selv om det var langsom trafik, men så havde vi god tid til at nyde den flotte tur langs Esterel bjergene, som vi vist aldrig bliver træt af. Og så må vi se, om det bliver Citrus i Menton eller karneval i Nice, vi kører efter næste år. Begge dele skulle efter sigende i høj grad også være et besøg værd.

2 tanker om “Det skal fejres”
  1. Wenche Nordtømme 21. februar 2017 on 22:01 Svar

    God aften Anita
    Det er virkelig til å le av når du skriver om oss nordmenn og våre Duskedamer!
    Jeg har med stor glede fulgt med på din blogg fra start.
    Jeg er en norsk advokat i Oslo, med feriebolig i Haut de Cagnes; hatt i 13 år.
    Nå skal jeg snart flytte nedover for det meste av året.
    Jeg kjenner meg igjen i så mye av det du har skrevet om ?
    Franskmenn på godt og vondt!
    Vi sees kanskje på
    Club Danois sine arrangementer.
    Jeg har en halvt dansk svigerdatter og er glad i dere dansker ?

  2. Wenche Nordtømme 21. februar 2017 on 22:32 Svar

    Jog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<