Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Nytår på fransk manér


Nytår på fransk manér

Det var en flot tur. Flyveturen hjem den 30. december efter vores juleferie i Danmark. Vi kunne tydeligt se de sneklædte Alper i det klare vejr. Og solen skinnede i Nice, da vi landede. Vi havde haft en rigtig dejlig ferie i Danmark, hvor vi havde hygget os med familie og venner. Og vi glæder os allerede til at gense dem næste gang, vi kommer til Danmark. Men vi er ikke i tvivl om, at ”HJEM” er her i det lille hus i Lorgues.

Sneklædte Alper set fra flyveren

Sneklædte Alper set fra flyveren

Nice lå badet i solskin den 30. december, da vi landede

Nice lå badet i solskin den 30. december, da vi landede

Allerede dagen efter skulle vi dog på farten igen. For det var jo Nytårsaften, og vi havde bestilt ophold på Chateau de Canserilles, et familiedrevet vinslot. Det ligger lige uden for det område, der kaldes Bandol, og hvor man har de mest fantastiske vine. Vi har været på stedet nogle gange for at købe vin. Det er helt tilfældigt, at vi har fundet det. Det var en tidligere samarbejdspartner fra Aalborg Kommune, der fortalte mig om dette vinslot og sagde, at det skulle vi besøge. Så det har vi gjort, og en af gangene blev jeg tilmeldt deres nyhedsmail.

I løbet af efteråret fik jeg derfor en mail om, at de stadig havde ledige pladser til deres nytårsarrangement. Vi var inde og undersøge deres menu, og den lød så tilpas spændende, at jeg tog kontakt til dem for at høre, om der også var mulighed for at overnatte på stedet. Ellers var det ikke rigtig interessant for os, for der er godt en times kørsel. Svaret lød, at værelserne på selve vinslottet var afsat, men de havde samarbejde med flere overnatningssteder i området, hvor der ville blive arrangeret kørsel til og fra selve nytårsarrangementet. Så det fulde arrangement lød på indtjekning på overnatningssted, transport til vinslottet, champagne med canapeer. Nytårsmenu med 7 serveringer inkl. vine, musik og dans, transport tilbage til overnatningsstedet og morgenmad og frokost den 1. januar. Vi var enige om, at det var det, vi ville. Det er 4. år i træk vi holder nytår i Provence, og det her skilte sig ud fra de tre tidligere, der i øvrigt også har været tre vidt forskellige arrangementer.

Lige før nytår fik jeg en mail fra Taxi Sylvie. Det var tilsyneladende hende, der stod for transporten mellem overnatningsstedet og vinslottet. ”Bonsoir Monsieur et Madame Folliet”, stod der øverst i mailen. Derefter var tiderne for transporterne beskrevet, og Taxi Sylvie bad om en bekræftelse på aftalerne. Jeg besvarede mailen og gjorde opmærksom på, at vi hed Overgaard i stedet for Folliet, men det øvrige kunne jeg bekræfte. Jeg valgte ikke at skulle ud i noget med, at vi i virkeligheden hedder to forskellige efternavne. Vi har flere gange kunnet konstatere, at det godt kan komplicere tingene en del. Så vi blev enige om, at Carsten i dagens anledning hed ”Monsieur Overgaard”.

Da vi kom frem var det blevet mørkt, og vi havde lidt bøvl med at finde overnatningsstedet – et B&B – men det lykkedes efter lidt søgen. Det var en ældre gråhåret mand, der tog i mod, da vi ankom. Han spurgte efter vores navn, og vi fortalte, at vi var Madame og Monsieur Overgaard. Han kiggede på sin seddel, mens han kløede sig i nakken. Det lod ikke til, han lige kunne finde vores navn på sedlen. Men det er vi ret vant til, for ”Overgaard” – selv om vi forsøger at udtale det på fransk – er ikke det mest almindelige efternavn på disse kanter. Han viste mig sedlen, og jeg kunne godt se, at ”Overgaard” ikke var der. Til gengæld var navnet Folliet på sedlen. Det viste sig dog at være lidt op af bakke at skulle forklare manden, at vi nu lige pludselig hed Folliet. Han kiggede temmelig mistænkeligt på os, og jeg kunne mærke min tålmodighed blive udfordret. Han mente i øvrigt, at vi nok slet ikke skulle være på hans sted, men på en kro, der lå ved siden af. Nå men et opkald til Stephanie på Canserilles opklarede sagen: Folliet var lig med Overgaard. Han var dermed tøet op, og vi blev vist til vores værelse.

Det var her, vi skulle overnatte - eller var det?

Det var her, vi skulle overnatte – eller var det?

Det var i virkeligheden to værelser. Et stort og et meget stort værelse + et badeværelse. Alt var indrettet i en gammeldags barok-agtig stil, men det var charmerende. Dog var der hundekoldt. Det var tydeligt, at det var et sted, der var vant til at have sine kunder i den varme del af året. Og nætterne omkring nytår bød på et par frostgrader. På hvert værelse var der en lillebitte el radiator, der langt fra kunne opvarme disse store værelser. Og på badeværelset var der ingen varmekilde overhovedet. Og så er klinkegulv altså koldt – også selv om man har det, som Carsten kalder Overgaard-fødder, der altid (næsten) er varme. Nå men vi fik klædt om til den store nytårsfest og gik ud til taxaen, der skulle transportere os. Det var en minibus, og vi var 10 gæster med.

Det store værelse med døren ind til det meget store værelse

Det store værelse med døren ind til det meget store værelse

Der var plads nok - vi kunne også invitere overnattende gæster.

Der var plads nok – vi kunne også invitere overnattende gæster.

Da vi ankom til vinslottet, skulle vi lave aftale med chaufføren om tidspunkt for hjemtransport. Tiderne lå mellem kl. 2 og 4 (!). Jeg var i Danmark blev ramt af noget halsbetændelse og fik nogle piller, der gjorde mig meget træt om aftenen, så jeg fik en lille bekymring om, jeg kunne holde mig vågen så sent. Nå, men vi – Madame og Monsieur Folliet – fik en tid, der hed 2.30. Vi havde behov for lige at gøre opmærksom på, at vi reelt ikke hed Folliet – at det kun lige var i aften, vi havde dette navn.

Lokalet hvor festen skulle holdes var vildt hyggeligt med hvælvede stenlofter. Vi fik at vide, at det var mere end 1.000 år gammelt, ligesom stedets vinkælder. Der var en bar lige inden for døren, hvor der var stillet champagneglas klar. I et andet hjørne overfor baren, var DJ’en ved at tjekke lyden. Lige frem var de flot dækkede borde. Det var meget smagfuldt – alt var holdt i hvidt og brune nuancer. Stephanie – familiens datter, der sammen med sin mand driver restauranten, og som var den, jeg havde kommunikeret med – kom ind fra køkkenet og begyndte at hilse på folk og byde velkommen. Vi havde aldrig mødt hende tidligere, men det første hun sagde, da hun kom os i møde med et stort smil var: “Overgaard”. Hun beklagede forvekslingen med navnet Folliet.

Det var så her, selve festlighederne skulle holdes

Det var så her, selve festlighederne skulle holdes. Der gik lidt tid, inden jeg smed overfrakken efter det første besøg i ishuset

God stemning fra start. Her nydes små canarpéer og champagne

God stemning fra start. Her nydes små canarpéer og champagne

Der var bordkort, og vi kom til at sidde ved ”det internationale bord” sammen med et svensk par, et par fra Skotland og to franske par. Vi talte det samlede selskab til at være omkring 60 deltagere. Efter velkomsten med champagne og canarpéer gik vi i gang med den egentlige nytårsmiddag. Middagen bestod af to forretter, en ganerenser, to hovedretter, ost og dessert. Efter de to forretter skete der noget for os ret usædvanligt. For pludselig skruede DJ’en op for musikken, og i løbet af ganske kort tid var dansegulvet fyldt op. Og den fik ikke for lidt. Vi er vant til, at der først spilles op til dans, når middagen er ovre og tænkte på, at nu ville resten af aftenen da blive noget rod. Men efter noget tid – og måske efter aftale med køkkenet – begyndte DJ’en at spille noget, musik, som dansemusene åbenbart ikke gad at danse til, og så sad de alle sammen pænt på deres pladser igen, og tjenerne kunne servere de næste retter.

Aftenens menu

Aftenens menu: Risotto fjerkræ og trøffel, hummer med grønsager og sauce, Cannelloni med vildsvin og fois gras, citrongranité, stegt due med kartoffelgratin og Karl Johan svampe, varm og kold ost på spæde salater, desserttallerken, kaffe med sødt. Bemærk navneskiltet: Folliet

Inden kl. 24 kom tjenerne rundt til bordene med små kurve, hvor der var hatte, briller, kalapøjsere, balloner, pusterør og papkugler. Så vi forsynede os, og lige før midnat fløj alle igen ud på dansegulvet – denne gang med, hatte på hovedet og et glas champagne i hånden. Der blev talt ned fra 10, og så eksploderede selskabet i at råbe ”Bonne Année” til alle sider, sang, dans og et fyrværkeri af balloner og papkugler. Almindeligt fyrværkeri, som vi kender det fra Danmark, bruger man ikke her nede. Visse større byer arrangerer fyrværkeri, men det er ikke noget menigmand anskaffer sig – vi har aldrig set et sted, hvor det kan købes.

Et udsnit af "uniformen" til kl. 24

Et udsnit af “uniformen” til kl. 24

Og så fortsatte selskabet ellers festen. Vi havde en sjov, hyggelig, god – ja helt igennem vellykket aften. Den sidste halve time var vi de eneste tilbage ved vores bord. Og da klokken var ved at være 2.30, trængte vi til at komme i seng, men det var da heldigvis lykkedes mig at holde mig vågen. Vi havde gjort nogle iagttagelser i løbet af aftenen. Franskmændene er vilde med at danse – ja det havde vi faktisk allerede konstateret ved tidligere lejligheder. Til gengæld drikker de mindre end danskere. Der var ingen, der var skidefulde – og kun en god håndfuld der var godt fulde. Resten var bare i rigtig godt og festligt humør.

Dansegulvet blev flittigt brugt - meget flittigt

Dansegulvet blev flittigt brugt – meget flittigt

Da vi kom udi den kolde nat, var taxien allerede kommet, og der var fire, der havde sat sig ind. Og derudover stod vi 8 omkring bilen inklusiv os. Så vi kunne godt regne ud, at der var to for mange i forhold til antal pladser. Chaufføren fandt sin seddel. De første han nævnte var Madame & Monsieur Folliet. Carsten og jeg nærmest råbte i munden på hinanden ”Oui”. Denne gang havde vi intet behov for at nævne noget med, at vi i virkeligheden hed Overgaard. Vi havde på dette sene tidspunkt fuldt ud accepteret, at vi hed Folliet og skulle ikke nyde noget med at komplicere tingene og risikere vores plads i bilen. Det viste sig, at det var de fire, der var kravlet ind, der ikke figurerede på listen, så de måtte pænt kravle ud igen.

Endelig kunne vi – meget trætte – kravle i seng. Men føj det var koldt. Det tynde tæppe, der udgjorde det for en dyne, kunne slet ikke dække behovet i det bundfrosne værelse. For første gang – måske nogen sinde – sov jeg med fødderne under dynen (tæppet). På et tidspunkt vågnede jeg. Skulle egentlig op, men kunne nærmest ikke overskue at skulle sætte fødderne ned på det iskolde gulv, løbe gennem de to store værelser og ud på badeværelset, hvor der var endnu koldere. Det var virkelig noget, man skulle tage sig mod til. Jeg lå lidt og fundrede over, at man siger, at det at tisse i bukserne giver en kortvarig varme. Skulle jeg prøve det af? Nej OK, jeg måtte af sted. Jeg forsøgte mig med nogle meget hurtige og lange skridt for at røre gulvet så lidt som muligt, men tyngdekraften kunne jeg alligevel ikke sætte ud af spil. På vejen tilbage støvsugede jeg skabene og fandt et ekstra tæppe, som vi lagde oven på det første. Og det hjalp lidt. Men den nat udviklede min halsbetændelse sig til en decideret omgang influenza og bihulebetændelse.

Det ser jo hyggeligt og lunt ud, men det var isnende koldt

Det ser jo hyggeligt og lunt ud, men det var isnende koldt

Mens de fleste danskere tilbringer 1. januar på sofaen med skihop i fjernsynet, er det meget normalt i Frankrig at bruge dagen på at nyde en stor nytårsfrokost. Og det var også inkluderet i vores arrangement. Her kommer det så franskmændene til gode, at de ikke har drukket sig i hegnet nytårsaften. Kl. 12.30 var vi således tilbage på vinslottet og klar igen. Også i dag var der bordkort, og nu hed vi ”Overgaard”. Vi sad sammen med Elise og Michael – det skotske par fra Nytårsaften, Madame og Monsieur Vallet, der var det ene af gårdsdagens franske par ved vores bord og et nyt fransk par, som ikke havde deltaget i nytårsaften. Frokosten bestod af seks serveringer efterfulgt af kaffe. Madame Vallet var i sit es – ligesom i går. Hun var en meget omfangsrig, højrøstet og farvestrålende dame med en imponerende appetit. Forestiller mig hende som det franske svar på Niels Hausgaards svigerinde. Hver gang vi andre havde smagt på en ret var hun færdig med sin. Og for at få maden til at række, spiste hun store mængder brød til.  Og mens vi andre spiste færdig hvilede hendes øjne misundeligt på vores tallerkener. Kun hendes mand – Dominique, der var meget lille og stille – formåede af spise lige så hurtigt som hun. Måske en evne han havde følt sig nødsaget til at tilegne sig.

Menuen 1. januar:

Menuen 1. januar: Vagtelæg med kartoffel fricassée, basilikum, tomat og skinke, Fiskesufflé med trøffelporrer og kammuslinger, oksefillet og oksekæber med sæsonnens grønsager, æblecrunch med comté, pære- / vanilletærte med sprødt element og chokoladeskal på brownie med kirsebærcreme, kaffe

Stemning fra dagen derpå

Stemning fra dagen derpå, hvor menuen nydes og snakken går

Klokken blev 16.30, inden vi var færdige med den overdådige frokost og kunne begive os mætte og trætte hjemad. Alt i alt var det et virkelig godt samlet nytårsarrangement. Ja altså lige bortset fra den iskolde nat. Jeg har for vane at blive ramt af en depressionslignende tilstand efter nytår – synes januar og februar er nogle ganske forfærdelige måneder. Men det meget lyse, klare, men dog kølige solskinsvejr har ind til videre udsat depressionen.  Jeg ser frem til anden halvdel af vores første år i Provence. Rigtig godt nytår.

6 tanker om “Nytår på fransk manér”
  1. Cecilia Hedlin 7. januar 2017 on 17:47 Svar

    Gott Nytt År! Vilken härlig nyårsafton. Hoppas du kryar på dig.

    Om en vecka ska vi va’ tillbaka! 🙂

    • Anita 8. januar 2017 on 4:58 Svar

      Og godt nytår til jer. God tur her ned – kør forsigtigt. Den lille nye hund ser bare sød ud. Glæder os til at se jer snart 🙂

  2. Monica 7. januar 2017 on 22:21 Svar

    Vilken härlig och trevlig beskrivning av en fantastisk nyårsafton på Chateau de Cancerilles! Vi var glada att vi var det svenska paret vid det internationella bordet och fick lära känna er. Vi bor ju bara en kort stund från vingården så vi körde ju hem till varma sängar men somnade ändå inte förrän klockan tre!! Vi såg nu att ni sovit på Auberge de Pachoquin som ligger bara två km från vår by Belgentier. Och att det var så kallt förstår vi – franska stenhus blir det på vintern!

    Det såg trevligt ut med måltiden dagen efter och allt som allt kan man säga att alla besök hos Stephanie och Yann, särskilt söndagluncherna under den varma årstiden är en upplevelse.

    Låt oss nu ta kontakt och se när vi kan ses igen – i Lorgues eller i vårt lilla hus i Belgentier. Det ser vi fram emot! Monica och Bengt

  3. Eve 8. januar 2017 on 10:36 Svar

    Godt nytår ?

  4. Lotte Lund Hansen 8. januar 2017 on 14:12 Svar

    Også godt nytår til jer i det franske. Tak for super gode og hyggelige beretninger fra jeres hverdag ?

  5. Susanne Hjortkær 9. januar 2017 on 10:46 Svar

    Hyggelig læsning, Anita. Jeg håber, at du snart bliver rask, og at vi ses inden længe. Hils Carsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<