Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Nyt drama – husspektakler


Nyt drama – husspektakler

Hvis jeg selv var læser af min egen blog uden at være aktivt involveret i begivenhederne, så tror jeg måske godt, jeg kunne få den tanke, at der vist er noget af indholdet, der er fri fantasi. For så mange mærkelige ting, kan vel ingen opleve. Og helt ærligt, det kunne være en tanke, der ville strejfe mig, hvis jeg læste dette indlæg.

Da vi var til generalforsamling i ejerforeningen i slutningen af august, var det tydeligt, at der var stor utilfredshed med beboerne i nummer 183. Det er et hus, som ejeren bruger til udlejning, og i vores tid har der boet forskellige lejere. Nu bor der nogle helt unge mennesker. Vi ved faktisk ikke hvor mange, der reelt og officielt bor i huset, men der er fire, der har sin jævnlige gang der. To unge piger og to unge mænd.

Vi forstod ikke helt, hvad der blev sagt, men det var tydeligt, at den nærmeste nabo var meget irriteret og vred. Og det handlede om en hund, der så vidt vi forstod bl.a. havde fri brugsret til haven som hundegård, hvor den afleverede sine fornødenheder efter behov. Vi har lagt mærke til, at der er rigtig mange franskmænd der anskaffer sig hunde og/eller katte. Særligt katte vrimler det med alle steder. Men der er ikke kutyme, som vi kender det i Danmark, for at man går jævnligt tur med hunden, så den dels får motion og får besørget.

Men her er der mange, der anskaffer sig en hund, og så passer den sig selv i haven og bruger den som toilet. Og hvis de lufter hunden, og den kommer af med noget på turen, så bliver det liggende. Så man skal se sig godt for, når man går rundt på gader og stræder, hvis man vil undgå at træde i en høm-høm. Og når man bor i rækkehus, og haverne støder op mod hinanden, og temperaturen i dagtimerne nogle gange overstiger 35 grader, kan jeg nok godt forstå Monsieur og Madame Marcels frustrationer over naboskabet. Derudover er der generelt meget støj fra det pågældende hus i form af høje råb og latter samt hunden der gør, og højlydt bliver irettesat og bedt om at tie stille. ”NIKKII! Arrête. C’est bon”, bliver der dagligt råbt gentagne gange. Og det bliver tydeligt, idet det ellers er et ret roligt kvarter. Vi har i øvrigt aldrig oplevet, at Nikki har været uden for matriklen.

En dag hvor jeg kom ud på stien foran huset, så jeg to mørkklædte mænd stå og kigge søgende ved en postkasse ved det pågældende hus. Jeg viste en smule interesse, for netop den dag havde vi gået og ventet på, at et kurérfirma skulle levere et batteri, som Carsten havde bestilt til dronen. Så jeg tænkte det måske var dem, der stod og ledte efter vores adresse. Den ene kom hen imod mig og spurgte, om jeg kendte ”Madame” i nummer 183. Jeg svarede, at det gjorde jeg ikke, og fik i samme sekund øje på, at de ikke var kurérer, men gendarmer. Han spurgte videre, om jeg boede her. Jeg pegede på vores hus, og sagde, at der boede jeg. ”Kender du så ikke Madame i det her hus?”, spurgte han og virkede lidt undrende over, at jeg boede så tæt på og ikke kendte den pågældende. Jeg fik fortalt, at vi lige var flyttet ind for få uger siden, så nej, jeg kendte hende ikke. Men jeg kender hende der bor der, skyndte jeg mig at sige og pegede på naboens hus, mest for at kompensere for, hvis jeg var kommet til at fremstå lidt naiv og uvidende om alt her i nabolaget. OK – han takkede, og vi ønskede hinanden en god dag.

Vi har det med at digte navne til folk, vi ikke kender navnene på – altså bare internt, så vi ved, hvem vi snakker om. Så efter dette kaldte vi altid den såkaldte Madame, der vel er omkring 20 år gammel for ”Forbryderen”. Vi havde ingen anelse om, hvad gendamerne ville snakke med hende om, men gættede på, at det måske var klager over den megen støj fra huset. Men nu havde vi jo så fået kendskab til det med hunden og dens gøren og laden i haven.

En eftermiddag sad vi på vores terrasse bag huset og fik en lidt sen frokost. Vi havde plan om en lille køretur efterfølgende, inden vi havde en aftale om aftenen. Pludselig blev den rolige og idylliske eftermiddag afbrudt af et højt udbrud bestående af en masse franske ord, hvoraf det sidste var ”Merde”, der er det vel mest brugte bandeord i Frankrig. Ordstrømmen kom fra Madame Marcel, der sad i sin have.

Her sad vi og nød stilheden over en sen frokost

Her ved bordet sad vi og nød stilheden over en sen frokost

Men i direkte forlængelse af hendes ord, blev der en sand råben og skrigen inde fra forbryderhuset – eller rettere fra forbryderhaven. Det var mange vidtforskellige stemmer af både han- og hunkøn. Men tonelejet var skingert, og selvom vi ikke forstod de ord, der blev råbt, så var vi ikke i tvivl om, at det her ikke var en venlig udveksling af høflighedsfraser. Monsieur Marcel kom ud inde fra deres hus og råbte: Hvad foregår der her? Det opildnede stemningen yderligere, og en af de unge mænd underbyggede sin ordstrøm med hårde klap med hænderne.

Pludselig kunne vi høre stilheden blive brudt uden for vores matrikel

Pludselig kunne vi høre stilheden blive brudt uden for vores matrikel

Claude – vores nabo (hende jeg havde gjort opmærksom på, at jeg rent faktisk kendte) – kom ud fra sit hus og gik ud på vejen. Vi skyndte os også der ud. Vi vil jo så nødig gå glip af noget. Den ene af de to unge mænd havde tilsyneladende fået et raserianfald. Han gik frem og tilbage uden for det Marcelske hus og råbte og skreg hysterisk og skiftevist klappede i hænderne og gjorde en anden bevægelse med hænderne, der kun kunne tolkes som en invitation til et egentlig slagsmål. Den ene af pigerne – forbryderen – forsøgte at få den hidsige til at dæmpe sig, så hun småløb efter ham og tyssede. Det fik den anden unge mand til at tage over. Han henvendte sig direkte først til Claude og efterfølgende til os og forklarede råbende et eller andet, som vi ikke forstod meget af. Men det var i hvert fald hans udlægning af uoverensstemmelserne med Madame og Monsieur Marcel, som i øvrigt begge var gået inden for og havde lukket døren. Beboerne i de næste huse, Kajakmanden (det har vi døbt ham, fordi der ligger en kajak i hans forhave) og Cykelmanden (det har vi døbt ham, fordi han hver dag cykler en tur i det helt store cykelskrud) stod begge uden for hver deres bolig og så lige så betuttede ud som os (ind til generalforsamlingen troede vi, at Cykelmanden var den samme som Kajakmanden, men pludselig opdagede vi, at det var to forskellige, der dog ligner hinanden). ”Calmez-vous” (Slap af), råbte Kajakmanden flere gange.

Efter lidt tid tror jeg de to råbende mænd kunne mærke, at der ikke var den store sympati at hente fra os der stod og gloede på dem. Så raseriet fortog sig en smule, men særligt den mest hidsige var stadig temmelig højrøstet. Vi fortrak hver især ind i vores huse – eller vi blev nu udenfor, for vi havde en fornemmelse af, at dette ikke var færdigt. Vi droppede køreturen. Og ganske rigtigt – efter nogle få minutter ankom der tre politibiler med gendarmer, som kørte ned af vejen. De kørte lige en runde og kom tilbage igen, og Monsieur Marcel var hurtigt ude og indfange dem.

Så ankommer gendammerne - Carsten er løbet op på balkonen for at tage billedet

Så ankommer gendammerne – Carsten er løbet op på balkonen for at tage billedet

Carsten stod klar med kameraet, og jeg sagde ”Pas nu på, at ingen ser dig”. Kunne forestille mig, at nogen kunne blive provokeret af at blive foreviget i denne situation – følelserne sad jo tilsyneladende uden på tøjet. Politibilerne parkerede midt på vejen og gik ind til Marcellerne. Efter noget tid kom de ud og flyttede bilen ned i nærheden af os, fordi der var opstået kø bag bilerne. Der var tre biler og i alt 7 betjente, hvoraf de tre var i skudsikker vest. Nogle af dem gik ind til de unge mennesker. Gemytterne havde lagt sig, og de var der inde længe. To af betjentene stod uden for, som om de holdt vagt – ved dog ikke lige hvorfor.

Førerbilen holder og spærrer vejen for øvrig trafik

Førerpolitibilen holder og spærrer vejen for øvrig trafik

Der begynder at holde biler bagved politibilen

Der begynder at holde biler bagved politibilen – først en, senere to mere

Efter længere tid, kom betjentene ud fra huset, og de stod og talte med dem, der havde holdt vagt. Vi sad klar og ventede på at blive bedt om at udtale os i sagen som vidner. Hvordan skulle vi forklare os? Og hvad var det vi vidste med sikkerhed? Vi holdt i hvert fald med Hr. og Fru Marcel – det var sikkert. De virkede så søde. Og det lyder vildt godt, når Monsieur Marcel snakker, og så er han ofte i godt humør og går og fløjter eller synger ”Rockan’roll” med tydelig fransk accent. Så ingen tvivl om, hvor vores sympati lå.

Mon ikke det er ham her i skudsikker vest, der skal afhøre os som vidner i konflikten?

Mon ikke det er ham her i skudsikker vest, der skal afhøre os som vidner i konflikten?

Betjentene stod lidt og småsludrede og jokede vist også lidt, og så satte de sig ind i deres biler og kørte bort. Der sad vi så en smule skuffede. Tænk at de slet ikke var interesserede i vores vidneforklaring. Og hele forestillingen var nu tilsyneladende slut. Lidt øv. Vi har ikke hørt mere i sagen efterfølgende. Men der er stadig ofte larm og gøen fra huset. Og Nikki bliver stadig ikke luftet, så der er vel ikke meget, der har ændret sig. Men politiet har vi ikke set mere til. Og så synes vi ikke, vi har hørt så meget til Monsieur Marcel og hans skønsang siden. Håber ikke han har mistet sit gode humør.

4 tanker om “Nyt drama – husspektakler”
  1. Birthe Balle 20. september 2016 on 20:25 Svar

    Fantastisk historie, altid spændende, at læse jeres blog.

  2. Karen Jacobsen 20. september 2016 on 22:38 Svar

    Uha da hvad I ikke oplever?

  3. jannie christensen 22. september 2016 on 14:23 Svar

    Godt I ikke keder jer :-))))) Herlig læsning om livet i Provence

  4. Lars Uldahl 27. september 2016 on 13:19 Svar

    Super historie :-). Hav det godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<