Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / De grimme hunde


De grimme hunde

Vores hus er et lille rækkehus, og husene er placeret nærmest i en u-formet række. De er meget forskellige både i form og størrelse. Det vi har, er et af de største, selv om det ikke er ret stort. På ydersiden af U’et går der en smal ensrettet vej, og på indersiden er der en gangsti. Inden for den sti, er der et større grønt fællesareal med en masse træer, buske og anden form for vegetation.

Fællesarealet set fra oven

Fællesarealet set fra oven. Billedet er taget med dronen.

Fra en anden vinkel, hvor nogle af husene ses i baggrunden

Fra en anden vinkel, hvor nogle af husene ses i baggrunden. Billedet er taget fra vores kontor

Vejen der går i den ydre del af U'et

Vejen der går i den ydre del af U’et. Det er vores franske bil, der holder forrest

I går aftes ville jeg gå op med skraldeposen. Vi har ikke som i Danmark hver vores udendørs skraldespand, så jeg tog stien op til de containere, vi gør brug af. Der er ikke mange meter, men på vejen der op, blev jeg opmærksom på, at der var et eller andet inde på fællesarealet – jeg kunne høre lidt puslen og smaskeri. Jeg kiggede i retningen af, hvor lydene kom fra – det var blevet mørkt, så øjnene skulle lige vende sig til mørket. Jeg fik øje på en sort hund.

Jeg tænkte, at det da egentlig var lidt underligt, at en hund stod der og gnaskede på nogle pinjekogler. Og når jeg så nærmere på hunden, syntes jeg heller ikke, den var særlig køn. Den var alt for fed og havde en alt for tyk hals. Og så lavede den gryntelyde. Pludselig slog det mig, om det i virkeligheden var en hund. Kan det være…? Nej! Jo det er skisme da et vildsvin. Havde jeg ikke hørt, at de er vildt farlige og angriber mennesker?

Her står svinet og gnasker i pinjekogler

Måske lidt svært at se i mørket, men her står svinet og gnasker i pinjekogler

Erkendelsen af, at jeg stod ganske få meter fra et rigtigt levende og yderst farligt vildsvin, medførte, at jeg satte i noget, der vel nærmest var en form for gallop. Jeg fik meget hurtigt kastet min affaldspose i containeren og spænede videre. Jeg valgte at turen tilbage skulle gå ad den ydre vej. Jeg skulle ikke nyde af at komme til at stå ansigt til ansigt med svinet.

Det var oppe i denne del af fællesarealet, at svinet gik og rodede

Det var oppe i denne del af fællesarealet, at svinet gik og rodede

Jeg var voldsom forpustet, da jeg kom ind af havedøren. ”CARSTEN”, råbte jeg. Han svarede ikke. Hvor er han? Jeg løb gennem huset og ud af hoveddøren. Jeg havde ladet porten til gården stå åben. Jeg smækkede den i med et brag, for at svinet ikke skulle komme her ind. ”CARSTEN”, råbte jeg igen. ”Ja hvad sker der?” Han stod ved grillen to meter fra mig. ”Var det dig, der lavede underlige lyde på vej op med skraldespanden?”, spurgte han. ”Med fare for”, begyndte jeg, ”at blive mistænkt for ikke at være rigtig klog (jeg vidste, jeg havde en dårlig sag), så har jeg lige set et vildsvin, der står og gnasker inde på fællesarealet”. ”Hvad har du?”, spurgte han og spurtede ud af porten og op af stien. ”Pas nu på”, råbte jeg. Lidt efter kom han løbende tilbage og drønede ind i huset. ”Jeg skal have et kamera”, sagde han. ”Har du set det? Har du set et vildsvin?”, spurgte jeg skingert. Det bekræftede han, og jeg kunne drage et lettelsens suk. Faren for at blive erklæret utilregnelig, var – i hvert fald for en stund – drevet over.

Carsten løb af sted med kameraet, og jeg stod lidt fortabt inde i gården bag muren og med porten lukket. Pludselig skramlede det inde fra Hr. og Fru Grøn, og Fru Grøn kom frem fra deres fæstning med sine to skabninger – såkaldte hunde, der ligner to overdimensionerede penalhuse med lange ører og røde øjne, der kigger på en, som om de siger: ”Få mig væk her fra”. Eller måske i virkeligheden ”Undskyld jeg er så ufattelig grim og ucharmerende”. Hr. og Fru Grøn er to temmelig omfangsrige mennesker, begge to med langt hår iøvrigt, der bor i et hus på max. 35 m2 med de to gigantiske penalhuse, en ligeså overdimensioneret kat og minimum to papegøjer eller anden form for fjerkræ, som vi ikke har set, men kun kan høre. Ind imellem har vi spekuleret på, om den ene af disse fugle i virkeligheden er en ged, for den formår i hvert fald at sige gedelyde. Endelig er der en gæst, som i perioder besøger parret så ofte, at han næsten må siges at bo der.

hdsldf

Hr. og Fru Grøn med alle deres væsener bor inde bag det høje træhegn. Det er vores berømte “Le Mur” til venstre

Vi har aldrig snakket med Hr. og Fru Grøn – kun lige ”Bonjour” eller ”Bon soir”, når vi har mødt hinanden. Vi ved ikke hvad de hedder, men vi har døbt dem Hr. og Fru Grøn, fordi Fru Grøn tydeligvis har en svaghed for grønne nuancer. De er altid begge iført en grøn t-shirt, deres terrasse er fyldt med blomster i lysegrønne plasticpotter, og Hr. Grøn er her i løbet af sommeren sat til at male døre og vinduer grøn. Men nu kom Fru Grøn frem med de to hunde, som hun lufter hver aften, mens Hr. Grøn ser film inde i huset. Hun har for vane at lufte de to – Aslé og Eva, som de hedder – uden snor. Og derfor kan man tydeligt høre, at hun igen og igen kalder ”Aslé, Eva” med sin meget dybe cigaret-hæse stemme, fordi de vralter deres egne veje, og vi har flere gange hørt dem stikke af ud på fællesarealet.

Beboerne fra huset her kom også frem for at se, hvad der foregik

Beboerne fra huset her kom også frem for at se, hvad der foregik

Jeg var stadig lidt forpustet over mødet med den første grimme “hund”, men fik sagt til Fru Grøn, at der altså var et vildsvin ude på fællesarealet. Så hun valgte at sætte snor på hundene i dagens anledning, før hun trak af sted med dem. Hun kom dog også hurtigt tilbage og afleverede giganterne i Hr. Grøns varetægt, greb et kamera og gik tilbage for at forevige svinet. OK, nu havde jeg i hvert fald to vidner. Og når en lokal reagerer på den måde, så er det nok ikke lige hverdagskost med et vildsvin her i kvarteret. Der kom i øvrigt flere frem og skulle se svinet.

Her står Carsten face-to-face med krabaten

Her står Carsten face-to-face med krabaten

Jeg holdt mig inden for vores trygge mur. Jeg havde jo set dyret. Og så sad jeg i stedet og funderede over, hvilken vej den mon var kommet her til. Og over hvordan vi mon ville have reageret, hvis vi var kommet klatrende op af bakken til vores hus en sen aften efter en tur i byen med et par glas rosé eller fire, og så havde mødt Grynte på vej ned af bakken. Tja, svært at vide.

Vejen op til huset med en ond stigning

Tænk hvis vi havde mødt vildsvinet her på vejen i en sen aftentime

5 tanker om “De grimme hunde”
  1. Mariann Boje Jones 9. september 2016 on 18:45 Svar

    ?????
    Skøn skrivestil, kan levende sætte mig ind i situationen og ikke mindst reaktionerne .

  2. Helle 9. september 2016 on 22:24 Svar

    Altid interessant at læse din blok.
    Jeg kan godt forstå du gerne vile have vidne på, at du havde set rigtigt.
    En gang for amnge år siden kom jeg kørende i bil i Helsingør (heldigvis i bil), pludselig sprang et vildsvin ud foran bilen, og jeg tænkte “nå det var et vildsvin” og straks bag efter “det kan da ikke være rigtig, men det var et vildsvin”. Af frygt for at blive til grin i hele familien, fortalte jeg ingen hvad jeg havde set. Dagen efter stod der i avisen, at et vildsvin var sluppet løs fra fangenskab et sted i Helsingør ?

  3. Lynge Te Lynge 10. september 2016 on 8:17 Svar

    Ha, ha – der er mange spændende oplevelser her i Provence. Vær glad for svinet var koncentreret om pinjekoglerne – havde han nu haft fru Gris og 8 unger med, så havde piben fået en anden lyd.
    Start blot løbe træningen så du er klar en anden gang???

  4. Helle Karina Jensen 16. september 2016 on 17:26 Svar

    Er ganske enkelt vild med din skrivestil og humor. Du skriver så levende at jeg ikke er i tvivl om at jeg også ville kunne galoppere op ad bakken – med rollator og skraldeposer. .. ?

  5. jannie christensen 22. september 2016 on 14:26 Svar

    Igen – god læsning. Tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<