Vores liv i Provence

Home / Alle indlæg / Mest tragisk eller komisk?


Mest tragisk eller komisk?

Vi har længe vidst, at når vi nu flyttede fast her ned, skulle vi have udskiftet vores hårde hvidevarer. Det der var i huset var gammelt, uøkonomisk og larmende. Det har kunnet gå med de få uger om året vi var her, men som fastboende var det ikke godt.

Vi havde undersøgt, hvor man typisk køber den slags og var blevet henvist til en forretning, der hedder DARTY. De kommer og leverer, installerer og tager det gamle med retur hvilket var vigtigt for os. Og det er GRATIS. Så vi besøgte butikken, der ligger i Puget sur Argens tæt på Frejus. Der ligger et kæmpe butikscenter med alle de forretninger, der ikke lige er lokalt. Så vi er kommet der med jævne mellemrum i den tid, vi har haft huset.

DARTY i Puget

DARTY i Puget

Vi skulle bruge nyt køle-/fryseskab, ovn, opvaskemaskine og en vaskemaskine med tørretumbler. Vi havde udset, hvilke produkter vi ville have, så en dag i august var vi klar til at køre ned og afgive ordren. Det var med blandede følelser, for der er jo lige det der med sproget, som ikke sidder helt i skabet. Og vi ville jo også gerne prøve at få noget rabat, når vi nu havde en så relativ stor ordre.

Vi startede med at gå hen til den kombinerede vaskemaskine og tørretumbler og der kom ret hurtigt en yngre fyr – Mahamadou – hen til os. Han kunne vist nok ret hurtigt fornemme, at vi ikke var de allerbedste udi det franske, så han foreslog selv, at vi slog over i engelsk. Og han var i modsætning til de fleste franskmænd relativ god til at snakke engelsk og supersød.

Vi tog et produkt ad gangen og spurgte hver gang, hvad prisen så ville være for os (man er vel jyde). Men han sagde hver gang, at det lige måtte vente til slut. Da vi havde udpeget alle tingene, blev vi vist hen til en pc, hvor han skrev det hele ind. Vi kunne få leveret om lørdagen. Undtagen vaskemaskinen, som vi først kunne få nogle uger senere. Vi spurgte igen ind til en samlet pris, men han havde åbenbart ikke lige kompetencen til at give os en ny pris for det samlede køb – han skulle snakke med sin leder.

Han var væk et pænt stykke tid, men kom endelig tilbage, slæbende på tre mindre kasser. Nå han havde åbenbart også ordnet noget andet – det var derfor, det havde taget så lang tid. Han undskyldte, skrev noget ind på pc’en og vendte skærmen om mod os. Her var vores pris. Vi havde fået lidt rabat – 20 % på et par af tingene og 50 € på vaskemaskinen. Ja ja – lidt har jo også ret. Og det var jo nok sådan det var. Men så trumfede han lige med de tre kasser, han havde slæbt med. DU får den her, sagde han til mig, og rakte mig en kasse med en elkeddel. DU får denne, sagde han og gav Carsten en kasse med en kaffemaskine. Og DU får denne, og det var igen en kasse til mig denne gang med en føntørrer.

Vi er nogle meget pæne og høflige mennesker, som takkede gladelig for de mange ekstra og uventede gaver. Og så sendte vi hver en tanke til de TO elkedler vi allerede har i vores lille hus. Og de TO kaffemaskiner vi lige har foræret væk, fordi vi aldrig bruger dem. Og de TO føntørrere vi også har – en i brug og en på lager – alt sammen i meget bedre kvalitet end disse nyerhvervelser. Men: Det er jo tanken der tæller.

Det blev lørdag, og vores nye hårde hvidevarer skulle leveres mellem 11 og 14. Vi havde gjort så klar vi kunne og tømt køleskab og fryser. Og generelt sørget for, at der var plads til at få byttet rundt på nyt og gammelt. De kom to mænd i en lastbil. De var i vældig humør, hilste højlydt: Bonjour madame. Bonjour monsieur. De stod på ladet i deres bil og pakkede vores maskiner ud af plastic og flamingo. De startede med at slæbe køle-/fryseskabet ind fra bilen. Vi har en glas skydedør fra haven og ind i huset, så den åbnede vi, da de kom med skabet. Og lukkede igen af hensyn til vores A/C – det er en gennemsyret vane for os, at vi altid holder døren lukket. De placerede skabet på gulvet i køkkenet.

Ny ovn

Ny ovn – virker fortræffeligt

De to mænd besluttede – fornuftigt nok – at de hellere måtte fjerne det gamle skab for at få det nye på plads. Men det viste sig at være en temmelig svær operation. Noget tyder på, at man i sin tid har sat et køleskab og så har man bygget huset op omkring det. Det kunne umuligt kantes ud mellem køkkenbordene.

Den yngste af de to mænd gik i gang med at skille det gamle køleskab ad i atomer. Hver gang han havde afmonteret en del og konstaterede, at skabet stadig ikke kunne komme ud, udbrød han ”oy oy oy” – lidt a’la Tyttebær Maja fra Emil. Han krydrede det med nogle uforståelige franske gloser, og slog ud med armene og rystede på hovedet. Der var vel 35 grader, og der skal ikke mange bevægelser til, for at sveden hagler af en. Det var nu mest tydeligt på den anden af de to mænd, der var gået i gang med at afmontere den gamle opvaskemaskine, hvilket forløb noget nemmere.

Carsten og jeg stod nærmest lidt forstenede og betragtede hvad der skete. Vi tænkte hver i vores stille sind: Når nu det gamle skab er så svært at få ud, hvordan skal det nye skab så komme på plads? Wupti – endelig fik de kilet det gamle – nu fuldstændigt molesterede – skab ud. Og så skulle de jo bare have det nye på plads. Vores bange anelser blev virkelighed, for selvfølgelig kunne de ikke få det kantet på plads. Den yngste blev mere og mere gestikulerende med sine arme. Tror han sagde noget i retningen af, at dette ikke kunne lade sig gøre. De stod og kiggede på det. Sagde noget til hinanden og vendte sig opgivende mod os. Den yngste gjorde nogle tegn, som vi tolkede til at være noget i retningen af: ”I må skære noget af køkkenbordet.”

Her blev taget en ordentlig luns af køkkenbordet - af flere omgange

Her blev taget en ordentlig luns af køkkenbordet – af flere omgange

Carsten fandt en sav. Nej nej nej, sagde den unge. Har du ikke en elektrisk? Carsten kiggede på mig. Skal vi gøre det?, spurgte han, nærmest uden ord. Nu var det mig, der slog ud med armene. ”Der er vel ikke andet at gøre”. Han begyndte at save i køkkenbordet. Det var en øredøvende lyd, der måtte kunne høres i hele byen. Jeg stod i stuen nærmest opgivende. Under en lille pause i larmen, hørte jeg et brag bag mig. Jeg vendte mig hurtigt og med bange anelser. Det viste sig, at den ældste af de to mænd, ikke lige havde opdaget, at vi havde lukket glasdøren, så han bragede ind i den – vi havde næsten lige pudset vinduer, så de var meget klare. Heldigvis holdt glasruden. Jeg skyndte mig at vende mig igen, som om jeg ikke havde set det.

Aftryk af en DARTY montør, der ikke lige havde opdaget, at glasdøren var lukket

Aftryk på ruden af en DARTY montør, der ikke lige havde opdaget, at glasdøren var lukket

Carsten blev færdig med at skære i køkkenbordet. Fjernsynet kørte, og pludselig gik den unge helt i stå og stirrede bare ind i skærmen. ”Usain Bolt”, sagde han med tydelig fransk accent, ”Il est bon”. Der var OL i fjernsynet, og han var tydeligvis betaget af Usain Bolt, for lidt senere, da jamaicaneren igen tonede frem på skærmen, skete præcis det samme igen. ”Usain Bolt, Il est bon.” Det kan også have været en form for afledningsmanøvre. Og samtidig viste det sig , at skabet stadig ikke kunne komme på plads. Så Carsten skar et stykke mere af køkkenbordet. Det hjalp heller ikke. Jeg foreslog, at man skruede dørene af skabet. Det gjorde de, men det var heller ikke nok. Dermed holdt jeg op med overhovedet at have en mening om tingene – stod nærmest som paralyseret. Så Carsten tog også lige et hjørne af det andet køkkenbord. Og det var så lige det, der skulle til, for nu fik de skabet på plads. Og så er det da bare en mindre detalje, at lågerne ikke kan åbnes helt, og at skufferne i køleskab og fryser derfor ikke kan trækkes ud. Det havde den unge opdaget, og han gjorde sig meget umage med, at vi ikke skulle opdage det, før efter de var kørt.

Så måtte der også lige saves et hjørne af det andet bord

Så måtte der også lige saves et lille hjørne af det andet bord

Det skal retfærdigvist siges, at de øvrige indkøb blev monteret uden problemer, så to timer efter de var kommet, var de klar til at køre igen. Og de manglede at levere varer til syv andre kunder, så det blev vist en lang lørdag for dem. Carsten siger, han har en plan for, hvordan vi løser problemet med at kunne åbne køleskab og fryser. Det kræver dog lige en VVS mand. Og jeg er taknemmelig over, at han har besluttet sig for at uddelegere opgaven til an autoriseret, for erfaringerne siger mig, at det ikke er der, Carstens spidskompetence ligger, men det er en (ellere rettere flere) historie(r) for sig.

Så fik vi da lige nyt køleskab - en skam dørene ikke rigtig kan åbnes

Så fik vi da lige nyt køleskab – en skam dørene ikke rigtig kan åbnes, men det er jo bare en detalje

Mange ville måske sætte sig ned og stortude efter en sådan oplevelse, hvor ens køkken er savet i stumper og stykker, og det nye køleskab og fryser kan man nærmest ikke komme til. Vi skraldgrinede. Bl.a. når vi fik øje på et tydeligt aftryk på ruden af ham, der var på vej igennem dem. Og vi kan stadig grine ved tanken om, hvad de to mænd har tænkt og snakket om, da de kørte her fra. Vi er spændt på, om det er de samme to, der kommer og leverer vaskemaskinen i næste uge.

3 tanker om “Mest tragisk eller komisk?”
  1. Anita Holmgaard 3. september 2016 on 20:19 Svar

    Hej Anita ? Super at læse dine indlæg ?
    Du skal bare tænke vedr. sproget som min far gjorde, når han var i USA. Han sagde altid, at amerikanerne heller ikke var for gode til engelsk. Han forstod ikke altid, hvad de sagde, men de forstod heller ikke altid, hvad han sagde ?

  2. jannie christensen 6. september 2016 on 9:09 Svar

    hahahaha- tja- det er jo som at flytte hjemmefra påny. Men det giver da nogle sjove historier i jeres nye liv og hverdag. Spændt på vaskemaskinehistorien 🙂

  3. Lars Uldahl 6. september 2016 on 12:34 Svar

    Haaaahaha. Fed historie. Håber, I nyder det dernede.
    Hav det godt.
    Lars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<