Vores liv i Provence

Fakta, finurlige indslag og oplevelser fra hverdagen i sydfrankrig

Lidt om hvorfor

Vi er et par fra Aalborg, der har valgt at forfølge en drøm om at skabe os en hverdag i Provence, som vi holder så meget af. Vi købte i december 2013 et rækkehus i en by, der hedder Lorgues, som ligger i departementet Var. Her har vi siden tilbragt al det ferie, vi har kunnet skrabe sammen. Det betyder, at vi har oplevet alle fire årstider i Provence – men kun sporadisk. Og hver gang vi skulle hjem til Danmark, var det meget hårdt og trist at forlade vores lille paradis. Vi havde altid fuldt styr på, hvor mange uger, dage – ja nærmest timer – der var til næste gang, vi kunne komme her ned.

Tanken om at flytte her ned, var der absolut ikke fra start – tvært imod. Nej vi ville ikke undvære de ordnede forhold i Danmark. Og vi kunne ikke leve med de langsommelige og bureaukratiske tilstande i Frankrig. Og så havde vi jo begge gode job i Danmark med den tryghed, det nu giver. MEN. Som tiden gik begyndte vi at spekulere over, hvordan vi kunne skabe os mere tid, til at være her nede. De op til 10 uger om året, det var lykkedes os at skrabe sammen var ikke mere nok. Skulle vi gå på deltid? Skulle vi tage orlov? Hvad kunne vi gøre? Og et eller andet sted blev tanken om at flytte permanent herned sået og begyndte at vokse og modne.

Så i løbet af foråret 2016 solgte vi vores hus, bil, møbler og de fleste af vores ejendele i Danmark. Vi opsagde vores respektive jobs og lejede en kassevogn til at køre vores lille flyttelæs her ned. Og den 2. juli ankom vi med vores jordiske gods.

”Hvad skal I leve af?”, er vi blevet spurgt igen og igen. Og det ved vi reelt ikke, men vi har tænkt os at finde ud af det. ”Kan I sproget?”, er et andet spørgsmål, vi gang på gang har fået. Jae, sådan lige til husbehov, men det skal vi selvfølgelig lære meget bedre. Og så er der jo lige det med de langsommelige, uordnede og bureaukratiske forhold. Ja vi vil sikkert rive os i håret mange gange, når vi står i det, men bagefter kan vi sikkert more os over det. For i den sidste ende, er hele den franske mentalitet en del af charmen – måske bare ikke lige når, man er midt i det.

På denne blog vil jeg fortælle om vores nye dagligdag med at flytte til et fremmed land og etablere sig her. Det bliver en god blanding af faktuelle begivenheder, finurlige oplevelser og små dagligdags episoder, der alligevel skiller sig ud fra, hvad vi hidtil har været vant til. Håber der er mange, der kan have interesse i at følge ”Vores liv i Provence”.

 

Anita Overgaard

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<