Vores liv i Provence

Fakta, finurlige indslag og oplevelser fra hverdagen i sydfrankrig

Skal vi flytte til Provence? (artikel i Le Magazine du Club Danois, december 2016)

Jagten på det gode liv er titlen på en programserie, DR1 har sendt her i efteråret. Den handler om 4 familier, der har truffet det store valg og gjort deres drøm til virkelighed. De har vendt hverdagens stress og jag på hovedet for at gøre deres idé om det gode liv til en realitet. På hver deres vidt forskellige måde søger de alle et nyt liv med meget mere fællesskab, nærvær og eventyr.

Vi har troligt fulgt med i serien, for vi kunne se mange ligheder med vores egen historie, som tager sin egentlige begyndelse i sommeren 2013. Vi havde inden da haft for vane at holde vores sommerferie i Frankrig. Ikke det samme sted, men mange forskellige steder. Vi havde været ved kysten omkring Cannes og Mandelieu. Vi havde været i området omkring Rhone. Og vi havde holdt ferie i Ardèche, Nîmes, Vence og Bourgogne. De seneste år havde vi sågar sneget os til en uge om foråret i Alsace. Så man kan vist godt sige, vi var inkarnerede frankofiler.

I 2013 holdt vi sommerferie i Aix-en-Provence. Og det var på denne ferie tanken om, at vi eventuelt skulle have vores egen feriebolig blev født. Hvorfor det lige skete i 2013, og hvorfor det lige var i Aix, ved jeg ikke. Vi havde faktisk altid sagt, at sommerhus ikke var noget for os – det skal dog lige siges, at i den forbindelse havde vi kun tænkt på sommerhus, som noget man havde ved den jyske vestkyst. Men allerede under denne ferie begyndte vi at kigge lidt ved ejendomsmæglere og på nettet. Vi havde på daværende tidspunkt nok mest øje for Aix og området deromkring, men også længere vest på i Languedoc.

Tanken var født, og den havde bidt sig fast. Så jeg fortsatte faktisk dagligt, efter vi var kommet hjem igen med at holde øje med hjemmesider og portaler, der viste boliger rundt i hele den sydlige del af Frankrig. Vi havde udarbejdet en liste med krav til en feriebolig og en med ønsker. Krav, der reelt var vores ufravigelige krav, var fx i forhold til prisloft, men også krav til udenomsplads, til størrelse på byen, som boligen lå i, krav i forhold til, at boligen skulle ligge i gå-afstand fra restauranter mv., parkeringsmuligheder ved boligen osv. Hver gang vi fandt et emne, faldt boligen på minimum et af kravene.

En søndag sidst i august samme år havde jeg pludselig fået mig forvildet ind på en hjemmeside, jeg aldrig tidligere havde besøgt. Og der var et lille sødt rækkehus i to etager i en by, der hed Lorgues. Vi havde aldrig så meget som hørt om byen. Eller for den sags skyld været i området, hvor denne by lå. Der var en kontaktformular på hjemmesiden, og heldigvis kunne man henvende sig på dansk. Så jeg bad om mere viden om den pågældende bolig. 20 minutter senere ringede telefonen. Det viste sig at være min navnesøster, som var dansk og snakkede klingende fynsk med norsk accent og lidt fransk krydderi. Huset var lige blevet sat til salg, og hun havde lagt det på nettet for en time siden.

Jeg stillede alle mine spørgsmål. I hvert fald alle de spørgsmål, jeg havde denne søndag, for dagen efter havde jeg en række nye spørgsmål, som jeg fremsendte i en mail. Og sådan fortsatte det med en næsten daglig korrespondance frem til uge 42, som vi havde sat af til at se på boligemner i Provence. Ud fra billederne og alle svarene på vores spørgsmål, var vi faldet pladask for det lille hus. Så det var med stor spænding vi nu skulle se det i virkeligheden. Og også opleve byen – mon vi kunne lide den? Vi nåede frem sidst på eftermiddagen lørdag i uge 41. Og om søndagen skulle vi se huset sammen med ejemdomsmægleren. Og vi var bare solgt – billederne havde (næsten) vist sandheden. Vi kiggede nogle andre boliger i løbet af ugen, for ligesom at have et sammenligningsgrundlag og for ikke bare at købe den første, den bedste og den eneste bolig, vi havde set. Men vi var aldrig i tvivl – det var dette hus, vi var faldet for, og vi kunne sagtens se os selv i Lorgues – en by der hverken var for stor eller for lille. Så efter et langt forhandlingsforløb med de nordmænd der ejede huset, nåede vi torsdag eftermiddag til enighed, så fredag – inden vi skulle hjem tidlig lørdag morgen – skrev vi slutseddel.

Et view ud over Lorgues med kirken i centrum

Et view ud over Lorgues med byens vartegn –  kirken, Collégiale saint-Martin – i centrum

Dernæst fulgte et langt forløb – på to måneder – hvor notaren var i gang. Jeg husker det som en rejse, der gik op og ned. Nogle gange blev vi frustrerede, hvis tingene ikke lige gik, som vi gerne ville have det, eller i den hastighed, vi syntes det skulle gå. Og jeg tror, vi har været en pestilens for vores ejendomsmægler med alle vores mails og spørgsmål om både det ene og det andet. På et tidspunkt sagde hun, at det var lige præcis derfor, der er så mange barer i Frankrig. For når man bliver frustreret eller irriteret over det franske bureaukrati, går man bare hen på den nærmeste bar og får sig en stiv whisky, og så ser det hele lidt lysere ud igen. Men hvad kunne vi lige bruge det til? Os der ikke drikker og overhovedet ikke kan lide whisky. Vi har dog sat os for at undersøge, om den samme virkning kan opnås med rosé.

Men den 20. december 2013 var en stor dag, for da blev vi husejere i Frankrig. Og siden har vi gjort hvad vi kunne for at samle så mange ferie- og fridage sammen som muligt for at komme ned til vores lille paradis. Når snakken er faldet på, om vi kunne se os selv som fastboende i Frankrig, har svaret været klart ”Nej”. Tværtimod. Vi ville ikke undvære de ordnede, trygge og velkendte forhold i Danmark. Og vi ville ikke byde os selv de bureaukratiske tilstande for bare at få ordnet den mindste lille ting – det ville i øvrigt også kræve, at vi skulle konsumere alt for store mængder rosé. Og vi havde jo begge et godt job, som man ikke bare kunne flytte med.

Men når vi kom herned forsvandt både skavanker, dårligdomme og eventuelle bekymringer. Og det var altid fyldt med en stor portion tristhed, når vi efter en ferie her nede, skulle tilbage til hverdagen og den alt for store mængde dårligt vejr. Vi kunne til hver en tid i søvne svare på, hvor mange uger, dage – ja og næsten timer – der var til, vi igen skulle her ned. Og vi begyndte at spekulere over, hvad vi kunne gøre, for at gøre det muligt at være mere her nede end de max 10 uger om året, det var lykkedes os at skrabe sammen, og som ikke længere var nok.  Kunne vi gå på deltid? Skulle vi tage orlov? Eller…

I sensommeren 2014 blev Carsten – min såkaldt bedre halvdel – ramt af stress og dermed sygemeldt. Og det var i denne periode, at han på lange daglige gåture begyndte at reflektere over, om han levede det liv, han ønskede. Om de materielle værdier, vores liv var bygget på, virkelig var de værdier, der skulle være styrende. Hvor vi blev målt – og selv målte andre – på, hvilket job man har, antal biler i carporten, størrelse på og grad af indflydelse i din omgangskreds osv. Hvor det typiske fokus lå på at nå noget, der var bedre, end det man havde, i stedet for at leve nærværende i nuet. Og igennem vores mange samtaler, begyndte de samme spørgsmål at melde sig hos mig. Der var særligt et meget trafikret kryds i Aalborg, hvor vi holdt for rødt hver morgen på vej på arbejde, som blev et symbol på det, vi gerne ville af med. Bilister, der holdt for rødt så ud til at være i dårligt humør, fraværende og irritable. Når der endelig blev grønt, drønede de ud i krydset, og når der blev gult og rødt igen, var der altid lige 2-3 billister, der smuttede med over uden tanke for hvilke gener og risici, det medførte for andre. Cyklisterne, der også holdt og ventede på grønt lys, så verden gennem deres mobiltelefon. Generelt var der ingen, der virkede glade, nærværende og rummelige i forhold til sine medmennesker.

Efter regn kommer sol, siger man. Og det passer også her. Dette billede er taget i går morges, som efter den megen regn, var en flot solskinsdag

Udsigten fra vores balkon på en af de mange flotte solskinsdage, er bare en af de små glæder

På en efterfølgende ferie her nede skete det. Pludselig kunne vi mærke, at vi nu var modne til at tage springet.  Modne til at udskifte det danske sikkerhedsnet med en række ubekendte faktorer. Modne til at leve med, at tryghed bliver forvandlet til utryghed. Modne til, at alt det vi er vant til, erstattes af helt nye måder at være på, at gøre tingene på. Og modne til at vores evner til at begå os, forstå og blive forstået ville blive bombet adskillige lysår tilbage.

Så i løbet af foråret 2016 solgte vi vores hus, bil, møbler og de fleste af vores ejendele i Aalborg. Vi opsagde vores respektive jobs og lejede en kassevogn til at køre vores lille flyttelæs her ned. Og den 2. juli ankom vi til Lorgues med det, der nu udgjorde hele vores jordiske gods. Så nu bor vi i det lille rækkehus med en lille bil holdende uden for og hjælper hinanden med at huske på at leve i nuet, være nærværende, fokusere på glæden ved de små ting og med en bevidsthed om, at livkvalitet ikke måles i materielle goder. Og ja, så bruger vi den resterende tid på at forsøge at etablere en levevej. For selv om vi har reduceret vores udgifter kraftigt og er flyttet til et land, hvor man generelt kan leve billigere end i Danmark, så skal der trods alt en indtægt til, for at vi kan fastholde vores nyfundne gode liv.

Huset skulle være i gåafstand fra byen - det var et af vores krav, Hjemturen kan godt være hårdt på gåben, men når vi kommer hjem, er vi "på toppen"

Huset skulle være i gåafstand fra byen – det var et af vores krav. Hjemturen kan godt være hård på gåben, men når vi kommer hjem, er vi “på toppen”

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<