Vores liv i Provence

Fakta, finurlige indslag og oplevelser fra hverdagen i sydfrankrig

Skal vi flytte til Provence, del 2 (artikel i Le Magazine du Club Danois, marts 2017)

Det er ikke til at fatte. Tiden er fløjet af sted, siden vi kom til Lorgues med de få ejendele, vi ikke havde solgt eller foræret væk i Danmark. Den 2. januar rundede vi det første halve år som indvandrere i Frankrig. Eller som en tidligere nabo fra Danmark kalder os: Klimaflygtninge. Og hun har helt klart en pointe. For der er ingen tvivl om, at de mange solskinsdage er en væsentlig årsag til, at vi nyder at bo her. Selvfølgelig er sommeren jo bare helt fantastisk her nede, men vi holder i lige så høj grad af forår og efterår med den flotteste dybblå himmel og temperaturer som på en rigtig god dansk sommerdag. Og det at alle årets måneder kan byde på dage, hvor man kan sidde udendørs og nyde en frokost, påvirker i positiv grad vores livskvalitet. Eller sidde i solen på en af fortovscaféerne i hovedgaden i januar måned efter en markedsdag med en kop kaffe (og the) og stille og roligt betragte, at alle stadeholderne pakker det hele sammen igen.

Både vi og mange andre flokkes om pladserne på caféerne på denne skønne markedstirsdag i januar

Både vi og mange andre flokkes om pladserne på caféerne på denne skønne markedstirsdag i januar

Vi oplever generelt, at der er gode muligheder for at forkæle sanserne her nede. Vi bor jo fx midt i et stort spisekammer med de mest fantastiske råvarer, der i den grad forkæler smagssansen. Ja og selvfølgelig også både lugte- og synssansen. Og udvalget er i den grad bemærkelsesværdigt. En anden ting, vi sætter stor pris på, er den provencalske natur. Vi er vilde med at køre rundt i området og opleve alt det smukke, der findes inden for en radius af 1 til 1½ times kørsel hjemme fra. Bjerglandskaber, hele området omkring Lac de Sainte-Croix, det smukke Middelhav, floder, vandfald, vinmarker og de mange hyggelige lands- og kystbyer, med hver sit særpræg. Og også større byer som fx Nice og Aix ligger inden for en times kørsel hver vej. Vi har taget et bevidst valg om, at vi vil udleve vores livsnydergen. Det vil sige at nyde de muligheder vi har, der ligger lige foran os.

Her er bare et lille udvalg af de fantastiske råvarer, vi har adgang til – skinker, pølser og gedeost – fra markedet i Lorgues

Her er bare et lille udvalg af de fantastiske råvarer, vi har adgang til – skinker, pølser og gedeost – fra markedet i Lorgues

Billedet af denne vinmark er taget i efteråret kort før vinhøsten på en af Chateau L’Arnaude’s marker lige uden for Lorgues. Og her får vi jo faktisk rabat som medlemmer af Club Danois.

Billedet af denne vinmark er taget i efteråret kort før vinhøsten på en af Chateau L’Arnaude’s marker lige uden for Lorgues. Og her får I jo faktisk rabat som medlemmer af Club Danois.

”Men er det så bare det, I har fået tiden til at gå med i et halvt år?”, kunne nogle måske få lyst til at spørge. ”Med at nyde livet med solskin, fortovscaféer, god mad, vin og køreture?”. Nej der har trods alt også været andre ting på vores program. For det første bruger vi selvfølgelig en del tid på at skabe fundamentet for vores tilværelse i Provence – også det økonomiske fundament. Jeg bruger tid på min blog og har gjort nogle indledende overvejelser omkring en bog, jeg kunne tænke mig at skrive. Carsten har brugt tid på nogle IT opgaver og lidt serviceydelser bl.a. inden for House Facility Management for folk, der ejer boliger i området, men ikke bor her fast.  Derudover har vi etableret en virksomhed, hvor vi har været i gang med at finpudse de aktiviteter, vi vil putte der ind, og som vi ser som vores hovedbeskæftigelse. Og så kommer vi alligevel tilbage til noget med god mad og vin. For det vi tilbyder er catering og events. Vi starter her i foråret med vinsmagninger med tilhørende små lækre retter. I den næste fase vil vi tilbyde catering og andre events. Og så udvider vi stille og roligt konceptet med de øvrige idéer, vi har på tegnebrættet, i den takt vi selv kan følge med og oplever et reelt marked.

Noget andet, der tager en stor del af vores tid er at blive integreret. Og det væsentligste i den forbindelse er at blive bedre til at forstå og tale det franske sprog. Der er stor forskel på at komme til Frankrig som turister og så at bo her fast. Så siden september har den stået på franskundervisning to gange om ugen. Det ene med en privatunderviser på enehold for bare os to, hvor vi bl.a. terper grammatik. Og det andet som et egentligt kursus for udlændinge, der bor i og omkring Draguignan. Til begge kurser, er der en del hjemmearbejde. Så vi har brugt forholdsmæssigt meget tid på at blive bedre til sproget. Og det går bestemt fremad, men der er stadig et godt stykke vej, før vi for alvor kan begå os i de mange forskellige situationer, vi kommer i.

Så har vi gang i den franske grammatik. Vores eneundervisning foregår på Maison du Midi her i Lorgues, og når vejret er godt sidder vi i den skønne have

Så har vi gang i den franske grammatik. Vores eneundervisning foregår på Maison du Midi her i Lorgues, og når vejret er godt sidder vi i den skønne have

Det der har været sværest at undvære fra vores tidligere liv, er den lette tilgang til vores nære relationer i form af familie og de nærmeste venner. Derfor er det også vigtigt for en vellykket integration, at vi får opbygget en omgangskreds her nede. Vi vil gerne have en omgangskreds, der både består af danskere (og andre ikke-franske nationaliteter) og franskmænd. Så vi har brugt en del tid på sociale aktiviteter og networking, idet vi er afhængige af gode og nære sociale relationer for at kunne trives.

I Danmark fylder indvandring og integration meget på dagsordenen og i den offentlige debat. Jeg har selv arbejdet i en kommunal forvaltning, hvor dette var en af opgaverne. Og det er da lidt specielt, at vi nu hører til dem, der skal integreres i et andet land med alt, hvad det indebærer. Og i det ligger der jo mange forskellige ting. Hvornår er man – ud over sproget – velintegreret? Skal det måles på, hvor mange i byen vi er på kindkys med? Eller på om vi lever op til den franske mentalitet med at komme 10-20 minutter for sent til vores aftaler? Eller ikke mindst på om vi formår at slå ud med armene med et smil og sige pyt, når vi møder fransk bureaukrati og ineffektivitet. Målt på den sidste har vi et godt stykke vej endnu.

For der går en del tid med at lære de mange forskellige normer og kutymer, der er gældende og som skiller sig ud fra, hvad vi har været vant til. Fx den høje grad af langsommelighed for at komme ind under den offentlige sygesikring og få sit Carte Vitale. Eller de mange forskellige ting, vi skal forholde os til og svare på i forbindelse med, at vi har etableret virksomhed. Eller de særlige kutymer der er, når man er med i en ejerforening med en såkaldt ”Syndic”, der administrerer, at vi alle sammen holder os inden for det virvar af regelsæt, der nu engang er gældende. Og at vi i den forbindelse ikke falder ned i en depressionslignende tilstand, når det viser sig, at vi uforvarende er kommet til at forbryde os på en af disse regler, og ifølge referatet fra generalforsamlingen nærmest er gjort fredløse. Eller det at håndtere, at det er os, der står med problemet, når vi ikke modtager vores Carte Grise på bilen, selv om det bevisligt er forhandleren, der har skrevet en ufuldstændig adresse på kuverten – altså håndtere det UDEN at få et hysterisk anfald. Carte dit og Carte dat.

Vi var forberedt på, at mange ting i Frankrig kan blive meget kompliceret og trække i langdrag. Og når vi står midt i en af disse situationer overvejer vi ofte vores reaktion: Skal vi drikke os fulde i rosé? Eller skal vi kopiere Maude fra Matador og bare gå i seng? Nå – det ender som regel med, at vi lige raser lidt og så efter nogen tid med det, minder vi os selv og hinanden om, hvad det er, vi finder så fantastisk ved at bo i Provence.  For der er så mange ting, vi er blevet positivt overraskede over. Vi oplever franskmændene som meget høflige, imødekommende og hjælpsomme. Når folk, der ikke kender hinanden, mødes på gaden, hilser man som regel høfligt og siger ”Bonjour”. Vi oplever gang på gang, at franskmændene vil gøre alt for at forklare sig, så vi forstår, og også for at forstå hvad vi prøver at sige. Og så har vi flere gange oplevet, at folk iler os til hjælp, hvis de kan se, vi ligner nogen, der har behov for det. Jo den menige franskmand er bestemt meget venlig. Når han eller hun bare ikke repræsenterer en offentlig eller halvoffentlig instans. Og så i øvrigt heller ikke befinder sig i sin bil ude i trafikken, for så kniber det også som regel med både høflighed og venlighed.

Ja det tager tid og ressourcer at blive integreret i et nyt land, og det er som vel med alt andet: Det går op og ned. Men på bundlinjen er vi ikke i tvivl. For solen skinner stadig. Og bjergene ligger stadig ude i horisonten. og begge dele sammen med en masse andet fylder os med en indre glæde, der giver os fornyet energi til at håndtere udfordringerne. Vi har døbt vores hus ”Maison Happy” (det udtales selvfølgelig på fransk – appí), og fakta er, at vi begge to er mere glade og positive end tidligere. Så vi har bestemt ikke fortrudt – vi har taget hul på vores andet halvår i Provence, og vi er spændte på, hvad det bringer, for vi har tænkt os at blive her.

Her er det Massif de la Sainte-Baume, der bare er et af de mange smukke bjerglandskaber, der ligger i nærheden. Billedet er taget tæt på, men faktisk kan vi se det ude i horisonten fra vores balkon

Her er det Massif de la Sainte-Baume, der bare er et af de mange smukke bjerglandskaber, der ligger i nærheden. Billedet er taget tæt på, men faktisk kan vi se det ude i horisonten fra vores balkon

Man kan læse mere om ”Vores Liv i Provence” på bloggen www.provence.micado.dk

...for at få besked om nye Blogindlæg

>> <<